Den er sikker hver gang: Derfor står der WOB på nummerpladen

6. juni 2018 21:47 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Har du nogensinde undret dig over, hvorfor der altid står WOB på nummerpladen i reklamer for VWs biler? Forklaringen er ganske enkelt helt ligetil.

Det er ikke nogen hemmelighed, at vi danskere bliver bombarderet med reklamer både i tv, aviser, på nettet og alverdens andre steder. Nogle af de helt store aktører på netop det marked er bilfabrikanterne. Der går sjældent en dag uden at få præsenteret Renault, Citroën, Opel og/eller Volkswagen-logoer.

For opmærksomme reklame-modtagere er sidstnævnte muligvis genstand for særligt ét spørgsmål. Hvorfor står der altid WOB på nummerpladen, når det er folkevogns nyeste model, der bliver vist frem?

Vi kan nemlig sagtens afsløre, at det gør sig gældende hver gang, at der står netop WOB på nummerpladen. Forklaringen er faktisk ingenlunde indviklet eller forvirrende. Det er ganske enkelt en mindre reklame – et statement, om man vil.

Ulvens borg

I Tyskland har de en helt særlig måde at bruge nummerplader på, det er der ikke noget nyt i. For eksempel betyder HH, at bilen er indregistreret i Hansastadt Hamburg, mens et C står for Chemnitz.

Forklaringen på, hvad bogstaverne WOB på nummerpladen står for, skal også findes i dette sindrige system. Det er nemlig ikke en undtagelse, der kun er skabt for at se smart ud i reklamer. WOB står for Wolfsburg – ulveborgen.

Wolfsburg er ganske rigtigt en tysk by, faktisk er det en af de yngste byer i landet syd for Danmark. I 1938 blev den officielt kendt som by under det besynderlige navn Stadt des KdF-Wagens bei Fallersleben.

For at forstå, hvad den besynderlige smøre har med WOB på nummerpladen at gøre, skal vi se på, hvad KdF er. Det står for Kraft durch Freude og var en stor nazistisk organisation, der stod bag folkesport og lignende i begyndelsen af nazi-Tyskland.

En bil for alle

I dag hedder modellerne fra Volkswagen Polo, Passat, Touran og så videre, men en gang fandtes der én model. Den blev egentlig oprindelig kaldt som KdF-bilen, men er bedre kendt under sit senere kælenavn. Käfer. I Danmark boblen.

Byen blev opført i området ved landsbyen Fallersleben og havde til opgave at huse fabriksarbejdere, der skulle hjælpe med at samle folkevognen, den oprindelige, hvis primære formål var at sikre billig transport for middelklassen og samtidig at skaffe arbejde til massevis af tyskere.

Altså syntes navnet Stadt des KdF-Wagens bei Fallersleben – KdF-vognenes by ved Fallersleben – at være helt oplagt omend lidt besynderligt. Til gengæld ville nummerpladen så hedder SKWF i stedet for WOB, og sådan er det jo ikke.

Det skyldes, at briterne under anden verdenskrigs belejring i slutningen af maj 1945 fik trumfet et navneskift i gennem. Således blev byen kaldt Wolfsburg – opkaldt efter slottet Wolfsburg der står i området.

Kilder: EuropeanPlates, Germany Travel, Volkswagen

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu