ANNONCE

Wozniacki er i finalen efter chok: -Jeg følte, jeg ramte en mur

25. januar 2018 06:07 | Af: Matias Mortensen, mm@newsbreak.dk og Ritzau Fokus

Den danske tennisspiller Caroline Wozniacki er klar til sin tredje grand slam-finale i karrieren.

Wozniacki er i finalen efter chok: -Jeg følte, jeg ramte en mur
Caroline Wozniacki er klar til finalen ved Australian Open. Foto: Issei Kato/Reuters

Caroline Wozniacki er klar til finalen ved Australian Open.

Det står klart, efter at andenseedede Wozniacki torsdag morgen dansk tid sejrede i to sæt i semifinalen over den useedede belgier Elise Mertens.

6-3, 7-6 lød sejrscifrene i den 27-årige danskers favør.

Finalepladsen er den første af slagsen ved Australian Open for Wozniacki og hendes tredje grand slam-finale i alt i karrieren. De to andre var i 2009 og 2014, hvor det i begge tilfælde blev til finalenederlag i US Open.

I torsdagens kamp fik Wozniacki den bedst tænkelige start.

Danskerens første slag til bolden endte således som et serve-es. Og kort tid efter sikrede danskeren sig første parti med en netruller.

Herefter tog semifinalisterne et parti hver, inden Wozniacki som den første spiller formåede at levere et servegennembrud. Bruddet til 3-1 banede vej for en sikker sejr i første sæt på 6-3.

22-årige Mertens, der er nummer 37 på verdensranglisten, har i Melbourne haft sin bedste grand slam-turnering til dato.

I semifinalen virkede hun dog indledningsvist til at være oppe imod overmagten i form af en særdeles velspillende Wozniacki.

Traditionen tro holdt den tidligere verdensetter sig fra at lave særlig mange uprovokerede fejl, da hun sikrede sig første sæt.

I andet sæt så Wozniacki også umiddelbart ud til at cruise mod finalepladsen. Hun brød til 3-2 og stod kort tid efter med muligheden for at serve sejren hjem ved stillingen 5-4.

I stedet var det dog Mertens, der endte med at bryde, og så var alt lige igen. Mertens vandt også næste parti, inden Wozniacki i sit eget serveparti med nød og næppe fik tvunget sættet ud i en tiebreak.

Her fandt Wozniacki igen sit gode spil frem og sikrede sig kampen og finalepladsen med en sikker tiebreak-sejr på 7-2.

Ramte en mur

– Det her betyder så utrolig meget for mig, siger Caroline Wozniacki efter semifinalesejren over Elise Mertens ved Australian Open.

– Jeg blev meget træt efter 5-4 (i andet sæt, red.). Jeg følte, jeg ramte en mur, siger hun videre.

Nerverne var lige ved at få overtaget over den danske tennisstjerne.

– Jeg begyndte at føle mig nervøs, og benene rystede. Men så tog jeg et par dybe indåndinger, siger hun.

I finalen møder Caroline Wozniacki vinderen af semifinalen mellem topseedede Simona Halep og 21.-seedede Angelique Kerber.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu