Yderligere to ton forgiftede æg er fundet i Danmark

11. august 2017 15:45 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk og Ritzau Fokus

De mange æg føjer flere lag til en i forvejen stor skandale.

Yderligere to ton forgiftede æg er fundet i Danmark
De seneste uger er millioner af æg blevet trukket tilbage fra butikshylder i blandt andet Holland, Belgien, Tyskland og Sverige. Foto: Bax Lindhardt/arkiv/Scanpix

Der er fundet yderligere to ton æg med det ulovlige insektmiddel fipronil i Danmark.

Det oplyser Fødevarestyrelsen på sin hjemmeside.

– Nordic Egg har indført to ton “scrambled eggs” i pakninger på 10 kilo stykket med indhold af fipronil, dog ikke i en styrke, der er sundhedsfarlig. Også disse skal trækkes tilbage, står der på styrelsens hjemmeside.

Nordic Egg er et firma, der sælger skalæg og ægprodukter til det skandinaviske marked.

Fandt 20 ton æg

Torsdag blev der fundet 20 ton kogte og pillede æg med fipronil, som er indført af det danske firma Danæg Products.

I den forbindelse oplyste Fødevarestyrelsen, at der kunne dukke flere forurenede æg op, og det er altså nu sket.

Det er op til den enkelte virksomhed at sørge for, at deres produkter er lovlige, oplyser styrelsen.

Fødevarestyrelsen fastholder, at der ikke er noget, der tyder på, at der i danske fjerkræbesætninger er anvendt insektmidlet fipronil. Derfor er der fortsat ingen fare ved at spise danske æg, oplyser styrelsen.

Dansk producent udtaler sig

Ifølge Jann Dollerup Vig Jensen, koncernchef for Danæg, har virksomheden tilbagekaldt alle æg, hvor der er mistanke om forurening. Hvor moderselskabet Danæg producerer og pakker danske æg i bakker til danske kunder, bruger datterselskabet Danæg Products i et vist omfang udenlandske æg, da der ikke produceres kogte og pillede æg i Danmark.

– Selv om vi henter æggene ind udefra, havde vi aldrig regnet med sådan en her møgsag, siger Jann Dollerup Vig Jensen til Ritzau.

Han er af den overbevisning, at skandalen i sidste ende kan styrke danske ægproducenters troværdighed.

– Så snart vi fatter mistanke, reagerer vi, så derfor mener jeg faktisk, at vores troværdighed er styrket, siger han til Ritzau.

Kan være skadeligt for mennesker

Fipronil er i store mængder skadeligt for mennesker, men ifølge de hollandske myndigheder er indholdet af fipronil i æggene ikke akut sundhedsskadeligt.

Fødevarestyrelsen skriver på sin hjemmeside:

– Undersøgelser af æg indført til Danmark fra de berørte områder, viser koncentrationer på op til 0,018 mg/kg – men det sundhedsskadelige niveau indtræffer først ved koncentrationer på over 0,72 mg/kg, skriver styrelsen.

Indtager man stoffet i sundhedsskadelige mængder kan det give kvalme, svimmelhed, mavesmerter, opkast og epileptiske anfald. Efter længere tids påvirkning kan det også give lever- og nyreskader, oplyser styrelsen.

Flere lande ramt af skandalen

Fipronil er ikke tilladt i landbruget i Danmark, hvor det kun bruges til skadedyrsbekæmpelse af for eksempel kakerlakker.

Danmark er blandt i alt 15 EU-lande, der er ramt af æggeskandalen. Derudover har de forurenede æg også nået Schweiz og Hongkong.

Ifølge Ritzau har Miljø- og Fødevareminister, Esben Lunde Larsen, reageret på skandalen i form af en skriftlig udtalelse:

For mig er det vigtigt, at de danske forbrugere kan være trygge ved fødevarerne. Der er tale om en alvorlig sag, og derfor er jeg også tilfreds med, at vi skal drøfte situationen på EU-plan, meddeler han, skriver ministeren.

/ritzau/

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu