ANNONCE

Ydmyg 50 års fødselar rækker ud efter magten

3. februar 2016 11:30 | Af: Elo Christoffersen, ec@newsbreak.dk

Han slås for at vinde borgmesterposten i Kolding tilbage til Socialdemokraterne.

Ydmyg 50 års fødselar rækker ud efter magten
Christian Haugk (S) kan 9. februar fejre sin 50 års fødselsdag. Foto: Elo Christoffersen (Arkivfoto)

Han står fast på værdier som ordentlighed og anstændighed – ikke mindst i forhold til magten og vælgerne. Han vil vinde ledelsen af kommunen med samarbejde og fællesskab og ikke med smarte manøvrer. Og så vil han blive ved med at spille Grand Old Boys fodbold på Baconholdet i Seest Boldklub.

Manden er Koldings socialdemokratiske oppositionsleder Christian Haugk, som fylder 50 år 9. februar.

Selv om han gerne griber ud efter magten, er Christian Haugk samtidig en ydmyg fødselar. Den tilsyneladende modsætning mellem magt og ydmyghed er i Christian Haugks hoved en naturlig del af det at være menneske. Han er vokset op i en stor familie, hvor de var seks søskende og yderligere tre plejebørn. I sådan en storfamilie kommer man igen vegne, hvis man ikke tør gribe efter magten – og slet ingen vegne, hvis ikke man har respekt for fællesskabet.

Kæmper for at få borgmesterposten tilbage

Børnelærdommen bruger Christian Haugk hver dag i sin altfortærende fritidsinteresse, koldingensisk kommunalpolitik, hvor han sammen med de øvrige medlemmer af den socialdemokratiske byrådsgruppe er i fuld gang med et langt sejt træk tilbage til borgmestermagten. Ved valget i 2009 tabte socialdemokraterne borgmesterposten efter 47 ubrudte år. Siden har partiet samlet sig om den nye leder, Christian Haugk, og fremgangen ved seneste valg var første skridt i den målrettede gang tilbage til ledelsen af kommunen.

På resultatlisten i oppositionstiden er – ud over et nyt stærkt samarbejde mellem gruppe, partiorganisation og medlemmerne – flere penge til folkeskolerne, en anstændig hjemmepleje, højere kvalitet i daginstitutionerne og flere midler til landsbyforum, så sammenhængskraften i storkommunen kan styrkes. På natursiden kan Christian Haugk sætte hak ved, at Kolding Å er trukket ind i og blevet en del af bymiljøet.

Senest har Christian Haugk kæmpet indædt for, at kommunen handler ansvarligt og ordentligt over for de borgere, som ifølge en højesteretsdom uberettiget havde fået standset deres sygedagpenge. De borgerlige i byrådet ville bruge reglerne om forældelse til at spare kommunen for at tilbagebetale pengene. Det er efter Christian Haugks mening umenneskeligt. Resultatet af blandt andre Christian Haugks kamp blev, at det borgerlige flertal smuldrede, og at Kolding Kommune nu inden for lovens rammer vil sikre, at de berørte borgere kan få, hvad de har krav på.

Christian Haugk drømmer om at være med til at skabe en sammenhængende kommunen bundet sammen af et stærkt og levende fællesskab med et endnu tættere samarbejde mellem borgere, erhvervsliv og institutioner. Det skal også afspejle sig i kommunens vision. Lige nu hedder visionen ”Vi designer livet”. Efter Christian Haugks mening er ”Vi designer livet” ikke en vision men en måde at arbejde på. En vision skal ifølge Christian Haugk være en samlende billede på et fælles ønske til fremtiden, og han har en plan klar for, hvordan borgerne kan blive inddraget i at skabe den vision.

Blå bog

Christian Haugk bor privat i Koldingbydelen Seest. Han er gift, har to voksne børn og et barnebarn.

Blev valgt ind i Kolding Byråd, da han stillede op første gang i 2005.

Siden 2011 socialdemokraternes borgmesterkandidat i Kolding.

Siden 2006 medlem af Økonomiudvalget og i dag formand for Børne- og Uddannelsesudvalget og 2. viceborgmester.

Siden 2002 leder af spillestedet Godset, som i 2011 blev kåret som årets spillested i Danmark. Før da var han salgschef og meget andet i det private erhvervsliv.

Fødselsdagsfesten holdes på Akseltorv (rådhuspladsen) i Kolding 13. februar fra klokken 11, hvor alle interesserede inviteres på kaffe og borgmesterkringle.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu