ANNONCE

Udelukker Trump

13. januar 2021 06:45 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk og Ritzau Info

På grund af "fortsat risiko for vold" suspenderes Donald Trumps bruger på YouTube i en uge

YouTube har udelukket USA’s præsident, Donald Trump, fra at uploade nye videoer i minimum en uge.

Det sker på grund af “bekymringer vedrørende den fortsatte risiko for vold”, og fordi Trump har overtrådt retningslinjerne hos verdens største videodelingsplatform.

Det skriver det amerikanske medie CNBC onsdag morgen dansk tid.

YouTube er ikke umiddelbart vendt tilbage på mediets henvendelser om, hvilken video der overtræder retningslinjerne.

Suspenderingen er ikke endegyldig, og kanalen kan fortsat tilgås.

Platformen har en regel om, at der skal tre overtrædelser til, før personer udelukkes endegyldigt.

Fem døde

Udelukkelsen sker efter Trump-tilhængeres stormløb på Kongressen i sidste uge, hvor fem mennesker døde.

Inden bygningen blev stormet, havde Donald Trump i en tale til demonstranter opfordret dem til at marchere mod Capitol Hill og protestere mod udfaldet af præsidentvalget.

Natten til lørdag dansk tid lukkede Twitter permanent for præsident Donald Trumps profil på det sociale medie.

Det skete som en direkte konsekvens af optøjerne ved Kongressen.

Også Facebook og Instagram har valgt at udelukke Trump på ubestemt tid af samme grund.

Fakta

Blå bog om Donald Trump

* Fulde navn: Donald John Trump.

* Født: 14. juni 1946.

* Fødested: Queens, New York City, USA.

* Forældre: Frederick C. og Mary Macleod Trump.

* Nationalitet: Amerikansk.

* Politisk parti: Det Republikanske Parti.

* Civilstand: Gift med Melania Trump, som han har en søn sammen med. Han har desuden fire børn fra to tidligere ægteskaber.

* Uddannelse: Han har en bachelorgrad i økonomi fra University of Pennsylvania fra 1968.

* Karriere: Han begyndte allerede under sin uddannelse at arbejde for sin fars ejendomsfirma i sin fritid.

– 1971: Han overtog formelt virksomheden og omdøbte den senere til The Trump Organization. Hans fokus var i begyndelsen på projekter i New York, men firmaet fik senere aktiviteter adskillige steder i USA og i andre lande.

– 2015: Han annoncerede, at han vil gå efter at blive Republikanernes præsidentkandidat.

– 2016: Han blev formelt valgt som partiets kandidat i juli.

– 2016: Han blev valgt til USA’s præsident i november 2016, som nummer 45 i rækken af amerikanske præsidenter.

– 2020: Han tabte kampen om at blive genvalgt som USA’s præsident til demokraten Joe Biden

* Andet: I 2004 deltog han for første gang i tv-showet “The Apprentice” (på dansk “Hyret eller Fyret”), hvor deltagerne konkurrerede om en ledende stilling i Trumps firma.

* Fritidsinteresser: Golf.

Kilder: Business Insider og Biography.com

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu