Abekopper: Nu skal disse vaccineres

Sundhedsstyrelsen vil tilbyde mænd, der har sex med mænd og flere partnere, en vaccination mod abekopper

Udgivet Opdateret

Sundhedsstyrelsen vil tilbyde vaccination mod abekopper til mænd, der har sex med mænd, og som har flere og skiftende partnere.

Det skyldes, at de er i størst risiko for at blive smittet med virusset.

Det skriver Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.

- Vi har desværre et stigende antal smittede med abekopper i Danmark. Vi vil meget gerne have bragt smitten ned og beskytte de, der er i størst risiko, siger Helene Probst, som er vicedirektør i Sundhedsstyrelsen, i pressemeddelelsen.

- Ud over vores store fokus på forebyggelse, isolation og lettere adgang til test, så ændrer vi derfor nu også vaccinestrategi. Vi vil gerne give dem, der er i størst risiko for at blive smittet, en bedre beskyttelse, siger hun.

Fysisk kontakt

Smitte med abekoppevirus sker ved tæt fysisk kontakt.

Risikoen for smitte er ikke knyttet til køn eller seksualitet, men der er set særligt mange tilfælde af smitte verden over i den omtalt gruppe.

ABEKOPPER

Abekopper (også kaldet monkeypox) er en infektionssygdom forårsaget af abekoppervirus, som kan forekomme hos visse dyr og mennesker Symptomerne begynder med feber, hovedpine, muskelsmerter, hævede lymfeknuder og træthed. Dette efterfølges af udslæt, der danner vabler og sårskorper. Tiden fra smitte til symptomer er omkring 10 dage. Symptomernes varighed er typisk to til fire uger.

Kilde: Wikipedia
Powered by Labrador CMS