Unge evakueret fra livsfarligt kollegium

Otto Mønsted Kollegium i København blev fredag aften evakueret, som følge af store skader på brandaltaner.

Udgivet Opdateret

Evakuering på Otto Mønsted Kollegium

89 værelser på Otto Mønsted Kollegium i København blev evakueret grundet rustskader på brandaltanerne, hvilket udgjorde en livsfare.

Boligselskabet KAB tilbød nødovernatning til de berørte beboere og satte vagter til at informere om situationen.

Dette resumé blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

89 værelser på Otto Mønsted Kollegium i København er fredag aften blevet evakueret på grund af skader på bygningens brandaltaner. 

Det forklarer boligselskabet KAB til B.T.

Dele af altanerne er gennemtæret af rust på tre etager, og sikkerheden har derfor været dybt problematisk, hedder det.

Forbundet med livsfare

Fredag modtog beboerne et evakueringsbrev, hvor det ifølge B.T. fremgår, at det har været forbundet med livsfare at opholde sig på altanerne.

Byggedirektør i boligselskabet KAB, Rasmus Jessing forklarer, at der konkret er en risiko for at brandaltanerne kan styrte ned.

Ifølge Rasmus Jessing har der været fejl i selve bygningskonstruktionen på Otto Mønsted Kollegium.

Otto Mønsted Kollegium er beliggende i Københavns Sydhavn. (Arkivfoto).

- Det må vi jo konstatere. Bygninger skal jo gerne holde længere, siger Rasmus Jessing til B.T.

Opdaget fredag

Fejlen blev opdaget fredag, da håndværkere undersøgte en fugtskade på et af kollegieværelserne.

- Så blev væggen åbnet op for at undersøge det, og det var så det her rustede stål, som har trukket fugt ind i væggen, siger byggedirektøren.

Tidligt lørdag morgen ankom murere til kollegiet for at indlede arbejdet med at åbne væggene for nærmere inspicering.

Nødovernatning

KAB har tilbudt nødovernatning til de ramte beboere. 

Senere vil man vurdere, om nogle kan vende tilbage deres værelser igen.

Desuden blev der natten til lørdag indsat vagter på kollegiet for at orientere beboere, der måtte kom hjem i løbet af natten til lørdag.

Powered by Labrador CMS