Dreng følte sig forfulgt - nu er der nyt

Anmeldte bil og fører med "atypisk kørselsmønster"

Udgivet

Der var tale om falsk alarm, da en dreng på Horne Skole mandag eftermiddag følte sig forfulgt af en bil.

Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse onsdag.

Syd- og Sønderjyllands Politi modtog mandag eftermiddag anmeldelse fra en borger, der havde mødt en dreng i Horne. 

Drengen var meget ked af det og havde opfattelsen af, at en mand i en bil fulgte efter ham.

Tog billede af bilen

Borgeren, der mødte den ulykkelige dreng, fulgte efter bilen og tog et billede af den og afleverede det til politiet.

Syd- og Sønderjyllands Politi fik derfor let fat på bilisten og fik opklaret sagens rette sammenhæng.

Ukendt i kvarteret

Føreren af bilen havde et ærinde i Horne i forbindelse med sit arbejde, men kunne ikke med det samme finde det sted, han skulle hen og havde derfor et "atypisk kørselsmønster", som Syd- og Sønderjyllands Politi kalder det.

Drengen havde fortalt om den ubehagelige oplevelse til sine skolekammerater, så politiet har været på rundtur for at berolige alle.

- Syd- og Sønderjyllands Politiet sætter pris på den borgers årvågenhed, som gør, at vi kan opklare sagen og dermed misforståelsen.

-  På den måde kan vi give både drengen og hans familie, øvrige elever og forældre samt borgere i Horne den viden, så de fortsat kan føle sig trygge i deres by, siger politikommissær Jonas Sørensen fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

Powered by Labrador CMS