Efterlyser vidner til overfald

Offeret blev slået med en flaske

Udgivet Opdateret

Nordjyllands Politi søger efter vidner til et overfald begået i Skagen.

Offeret er en 22-årig mand, der gik ad stisystemet vest for Skaterbanen tirsdag den 2. august i tidsrummet mellem klokken 00.15 og 01.00, da han blev udsat for volden.

Det oplyser politikommissær hos Nordjyllands Politi, Michael Elkjær.

- Da han passerede en lidt ældre mand, var der en kort ordveksling mellem dem, hvorefter den unge mand blev slået i ansigtet med en flaske, siger politikommissæren. 

Sår og skrammer i ansigtet

Den 22-årige har som følge af slaget fået nogle sår og skrammer i ansigtet.

Michael Elkjær opfordrer alle, der har set noget – eller som har viden om sagen – til at ringe til politiet på telefon 114.

- Vi er naturligvis interesseret i at få tilvejebragt identiteten på denne ældre mand, som vi mistænker for at have udøvet volden mod den 22-årige, lyder det.

Politiet efterlyser vidner til et overfald begået mod en 22-årig mand.
Politiet efterlyser vidner til et overfald begået mod en 22-årig mand.
Powered by Labrador CMS