Måtte hastes til hospitalet

George Clooney måtte indlægges akut med betændelse i bugspytkirtlen lige inden filmoptagelser.

Udgivet Opdateret

Netop i disse dage er der rundt om i verden, også i Danmark, premiere på en ny film, ‘The Midnight Sky’, der er baseret på romanen ‘Good Morning, Midnight’ af Lily Brooks-Dalton. Filmen er instrueret af den amerikanske stjerne George Clooney, der også spiller hovedrollen.

Nu er det kommet frem, at der opstod aldeles alvorlige problemer for netop George Clooney i dagene op til filoptagelserne skulle starte. Stjernen blev alvorligt syg og måtte indlægges akut med det, der viste sig at være betændelse i bugspytkirtlen, som i værste fald kan være livstruende.

Clooney skulle i forbindelse med sin rolle gå ned i vægt og tabte sig i løbet af kort tid og angiveligt for hurtigt omkring 13 kilo.

“Jeg arbejdede hårdt på at gå ned i vægt og passede tilsyneladende ikke godt nok på mig selv,” forklarer han ifølge det britiske medie Mirror.

I filmen, der foregår i de arktiske egne og delvist er optaget i det nordlige Finland, spiller George Cloone videnskabsmanden Augustine Lofthouse, der – kort fortalt – forsøger at forhindre en mystisk, global katastrofe.

Han har tidligere instrueret seks andre film, men mener, at dette er hans største og mest krævende projekt til dato.

“Det tog mig nogle uger at komme mig og blive frisk efter sygdommen, så det var en hård tid. For det at instruere en film som denne kræver en enorm mængde energi,” fortæller han.

Af andre prominente navne på filmens rolleliste kan nævnes Felicity Jones og David Oyelowo.

Powered by Labrador CMS