Disse sygdomme gør dit liv kortere

Forskerne lægger tabeller ud for, hvor meget sygdomme i gennemsnit koster af leveår

Udgivet Opdateret

AF: Videnskab.dk

Kræft. Leversygdom. Parkinsons. Psykisk sygdom.

Folk med den slags sygdomme og lidelser lever i gennemsnit kortere end raske. Men hvor mange tabte leveår, der er forbundet med hver enkelt sygdom, kan være svært at vurdere.

Nu er det dog blevet en anelse nemmere.

Nogle sygdomme koster mange leveår i gennemsnit. Andre er knap så alvorlige. Nu kan du slå det op.
Nogle sygdomme koster mange leveår i gennemsnit. Andre er knap så alvorlige. Nu kan du slå det op.

Forskere har brugt data fra danske registre til at udvikle et nyt værktøj, der kan beregne, hvor mange tabte leveår, der i gennemsnit følger med hele 1.803 forskellige diagnoser. 

Det skriver Videnskab.dk, hvor du kan finde et link til værktøj.

Kræfter koster

Ikke overraskende er kræft én af de sygdomme, der tager flest leveår fra patienterne. I gennemsnit taber kræftpatienter hele 10 leveår til sygdommen. 

Psykisk sygdom kobles i gennemsnit til 7,5 tabte leveår, mens hjertekarsygdomme stjæler næsten fire leveår i snit.

Værktøjet er primært udviklet til andre forskere og ansatte i sundhedsvæsenet, men lægmænd kan også bruge det.

Let tilgængeligt

Værktøjet er et slags register, som man kan slå op i og se, hvor lang tid folk med forskellige sygdomme i gennemsnit lever, afhængigt af hvornår i livet de får stillet diagnosen.

Forskerne har kaldt registeret ‘The Danish Atlas of Disease Mortality’. Professor Søren Brunak, som ikke har været involveret i arbejdet, roser værktøjets brugervenlighed:

»Det er et af de lettest tilgængelige værktøjer, jeg har set,« siger professoren, der har afprøvet det for Videnskab.dk og læst den dertilhørende videnskabelige artikel.

»Man behøver bestemt ikke være epidemiologisk ekspert for at bruge det. Patienter eller pårørende kan sagtens klikke sig ind og få noget viden om den sygdom, der fylder noget i deres liv,  vurderer Søren Brunak, der forsker i bio- og sundhedsinformatik på Københavns Universitet og ikke er involveret i arbejdet.

Kun et gennemsnit

Man skal holde sig for øje, at de tabte leveår er et gennemsnit, understreger siger en af forskerne bag, Oleguer Plana-Ripoll, der er seniorforsker på Aarhus Universitet, til Videnskab.dk.

Derfor kan de ikke overføres direkte til den enkeltes situation. Desuden skal værktøjet bruges med en række forbehold for øje.

Powered by Labrador CMS