Isbjørn angriber kvinde

Blev angrebet under en telttur

Udgivet Opdateret

En isbjørn har tidligt mandag angrebet en fransk kvinde, der var en del af en gruppe turister på den norske øgruppe Svalbard.

Det oplyser sysselmesteren på Svalbard på sin hjemmeside.

Sysselmesteren er den norske regerings øverste repræsentant på Svalbard. Den har rolle som både politimester og statsforvalter.

- Sysselmesteren fik en melding lidt før klokken 08.30 i morges og rykkede ud med helikopter, siger sysselmesteroverbetjent Stein Olav Bredli.

Skød mod isbjørnen

Den tilskadekomne turist var en del af en gruppe på 25 personer, som var på telttur.

- Vi ved, at den franske kvinde fik skader på en arm. Der blev skudt mod isbjørnen, som blev skræmt væk fra området, siger Stein Olav Bredli.

Fløjet til hospital

Kvinden er blevet fløjet til et hospital på Svalbard.

Isbjørnen er fundet igen, efter at den blev skræmt væk.

- Den er kommet til skade, og vores folk på stedet er ved at vurdere, hvad vi skal gøre med den, oplyser Stein Olav Bredli.

Den franske ambassade vil blive oplyst om hændelsen, lyder det desuden.

En isbjørn har angrebet en fransk turist på Svalbard. (Arkivfoto).
En isbjørn har angrebet en fransk turist på Svalbard. (Arkivfoto).
Powered by Labrador CMS