Anmeldelse om skud viste sig at være værre

Politi var tirsdag massivt til stede på Østerbro, hvor to er ramt af skud.

Politiet har gennemgået Hans Knudsens Plads for spor. Foto: Presse-fotos.dk
Udgivet Opdateret

Opdateret 23. december klokken 06.59:

Københavns Politi var sent tirsdag aften til stede på Hans Knudsens Plads på Østerbro i København efter anmeldelse af skud. Anmeldelsen kom klokken 21.26, og politiet rykkede massivt ud, forklarede vagtchef Michael Andersen til Newsbreak.dk da.

Umiddelbart gik anmeldelsen på, at en person var blevet ramt, men det viste sig altså at dreje sig om to personer med skudsår. Det var tirsdag aften ikke muligt at få yderligere viden om tilstanden, men onsdag morgen får Ritzau at vide, at personerne ikke er livsfarligt kvæstet.

Politiet leder fortsat efter gerningsmændene, fortæller vagtchef Henrik Stormer tidligt onsdag.

Central efterforskningsleder Baris Tuncer siger til Ritzau, at det endnu ikke kan fastslås, om skyderiet er banderelateret. Politiet har foretaget tekniske undersøgelser, afhørt vidner og efterforsker fortsat “bredt”, fortæller han.

Indsatsen, hvor kriminalteknikere blandt andet har finkæmmet stedet for spor, er tæt på at være afsluttet onsdag tidlig morgen.

Politiet har gennemgået Hans Knudsens Plads for spor. Foto: Presse-fotos.dk
Politiet har gennemgået Hans Knudsens Plads for spor. Foto: Presse-fotos.dk
Powered by Labrador CMS