Skip to main content

Drabschef skifter karriere

Jens Møller, tidligere vicepolitiinspektør og drabschef, bliver fast krimiekspert på TV2 News.

Jens Møller, der var drabschef under opklaringen af mordet på Kim Wall, bliver nu fast del af TV2s krimidækning. Arkivfoto: Scanpix

Jens Møller, der var drabschef under opklaringen af mordet på Kim Wall, bliver nu fast del af TV2s krimidækning. Arkivfoto: Scanpix

TV2 News styrker dækningen af krimistof på kanalen og får assistance af Jens Møller, der er tidligere vicepolitiinspektør og drabschef i Københavns Politi.

Med sine over 37 års erfaring fra politiet bliver den 62-årige pensionerede politimand fast ekspert på TV2 News.

Hans ekspertise vil ligeledes blive brugt i TV2 News-programmerne “Bag forbrydelsen”, som kanalen producerer i forbindelse med aktuelle kriminalsager, med den erfarne krimireporter Janni Pedersen som vært.

Det oplyser TV2 i en pressemeddelelse.

Jens Møller var leder af afdelingen for personfarlig kriminalitet mellem 2011 og 2018.

Han stod i spidsen for efterforskningen af terrorangrebene mod Krudttønden og den jødiske synagoge i København i 2015.

Han var også drabschef under opklaringen af mordet på den svenske journalist Kim Wall, som forsvandt under en reportagetur med en dansk ubådsbygger og senere blev fundet parteret.

Jens Møller har haft ansvaret for over 120 drabssager i sin tid som drabschef.

Del din kommentar