Dræbte sin bedstemor i LSD-rus

En mand har indrømmet, at han tog 20 mærker LSD før han dræbte to, herunder sin egen bedstemor

Efter at have gået amok på sine bedsteforældre, dræbte den 22-årige en pensioneret betjent med en hammer. Foto: Scanpix
Udgivet Opdateret

En 22-årig mand har indrømmet, at han tog 20 mærker LSD samme dag, som han gik bersærk og dræbte to – inklusiv sin egen bedstemor.

Det skriver News.com.au.

Den 22-årige nægter sig skyldig i de vanvittige hændelser, der udspillede sig i den australske by Bega, syd for hovedstaden Canberra, i juni 2018.

Sagen er for retten nu, og her står den 22-årige tiltalt for at have dræbt sin bedstemor, stukket sin bedstefar ned – og herefter have flygtet fra deres hjem og under sin flugt brutalt have myrdet en pensioneret politibetjent med en hammer.

Der er ingen tvivl om, at den 22-årige rent faktisk har begået de voldsomme forbrydelser – men han nægter sig skyldig grundet sin psykiske tilstand.

Han er skizofren, lyder det i retten. Det har flere psykiatere sagt i vidneudsagn.

Vilde rablerier

Af bevismateriale i retten fremgår det, at den 22-årige efter drabene har talt om Illuminati, skjulte beskeder fra KGB og The Matrix. Han har også sagt til læger, at han troede, hans bedsteforældre var vampyrer.

Der blev fundet LSD på hans værelse hos bedsteforældrene, som han boede hos.

Tvisten i sagen drejer sig derfor om, hvorvidt hans tilstand skyldes psykisk sygdom eller stofindtag.

Vendt på en tallerken

Efter sin første indrømmelse om at have indtaget LSD – som blev givet til en sygeplejerske umiddelbart efter drabene – har han siden nægtet.

Han påstår nu, at det var en måned siden, han sidst havde indtaget stoffet.

Der er ikke fundet LSD i den 22-åriges blod efter drabene – men ifølge en retsmediciner er det også “meget usandsynligt”, at det ville kunne spores i blodet, hvis han havde indtaget det.

En urinprøve i sagen er gået tabt.

Sagen er endnu ikke afgjort.

Powered by Labrador CMS