Drøje hug til Jensens: Sur smiley og bøde

Mundvigene hænger nedad på kontrolrapporten hos Jensens Bøfhus i Viborg.

Jensens Bøfhus’ filial i Viborg får drøje hug af Fødevarestyrelsens kontrollanter. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix)
Udgivet Opdateret

Fødevarestyrelsens kontrollanter blev mødt af et rasende ulækkert produktionslokale, da man 19. august 2020 lagde vejen forbi Jensens Bøfhus’ filial på Hjultorvet i Viborg.

Det resulterede i en sur smiley – og bøfkæden må samtidig æde en bøde på 15.000 kroner.

Under kontrollen, der varede en time og 45 minutter, kunne Fødevarestyrelsen blandt andet notere sig, at der blandt andet var belægninger med krydderier flere steder, fedtede overflader på inventar i køkkenet og mørke belægninger omkring håndvasken i køkkenet – blandt andet under sæbedispenseren, står der i kontrolrapporten.

Newsbreak.dk har flere gange tidligere omtalt hygiejneproblemer hos Jensens Bøfhus. Blandt andet hos kædens restaurant ved Skovsøen i Odense i oktober 2019 og restauranten i Torvegade i Esbjerg i juli 2019.

En gennemgang viser dog, at restauranten i Viborg i skrivende stund er den eneste af kædens 21 restauranter, der ikke har en glad smiley.

Ekstra “lektiehjælp”

Newsbreak.dk har flere gange onsdag forsøgt at komme i kontakt med Jensens Bøfhus’ administrerende direktør Anders Nikolaisen.

Han henviser til kædens pressekontakt Peter Arnfeldt, der i en sms oplyser, at Anders Nikolaisen ikke har yderligere at tilføje, end hvad han allerede har fortalt i andre medier.

Til Viborg Stifts Folkeblad siger direktøren, at man sætter kraftigt ind for at vende smiley-situationen i bøfkædens Viborg-filial:

– Vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at det ikke skal ske igen. Det betyder, at restauranten i Viborg får ekstra lektiehjælp, hvis man kan kalde det det, og så gennemfører vi selv ekstra kontroller internt i restauranten, siger Anders Nikolaisen til avisen.

Powered by Labrador CMS