Efter hel måneds nedbør: Flere skybrud på vej

DMI har opdateret skybrudsvarslet frem mod onsdag aften.

Udgivet Opdateret

Frem til onsdag aften klokken 21 er der fortsat stor risiko for, at det ene skybrud efter det andet kan vælte ind over Danmark.

Det oplyser vagtchef ved Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, Martin Lindberg, til Newsbreak.dk.

(Artiklen fortsætter under videoen)

– Vores fokus er nu rettet på en ny front med byger som bevæger sig op over den sydvestlige del af landet. Sydvest for fronten ventes en del byger, der lokalt kan være kraftige med hagl og torden. Der er varsel om kraftig regn mellem 25 mm og 35 mm på under seks timer, eller skybrud på mere end 15 mm på 30 minutter i den sydvestlige og vestlige del af landet frem til i aften klokken 21, siger Martin Lindberg, der bliver lidt mere ulden, når det handler om præcist hvor og hvornår skybruddene kommer:

– Det er næsten umuligt, at sige hvor meget og præcis hvor der kommer mest nedbør. Der vil være meget store lokale og regionale forskelle. Nogle steder kommer der rigtig meget, mens andre steder kommer der næsten ingen nedbør, siger Martin Lindberg.

De nye skybrud over Danmark kommer efter det allerede har stået ned i stænger flere steder i landet.

Dobbelt skybrud

I løbet af natten til onsdag frem til onsdag morgen, er der i Nord- og Østjylland og på Lolland/Falster nogle steder faldet mere end 50 mm nedbør.

Og nogle steder er der endda kommet hvad der svarer til en hel juli måneds nedbør på under 24 timer.

Ifølge DMIs klimatolog Caroline Drost Jensen er der registreret skybrud i mindst fire områder frem mod midnat natten til onsdag fordelt mellem Nordjylland, Midt- og Østjylland, Midtsjælland og på Femø i Smålandsfarvandet.

Fra i går middag (tirsdag/ red.) til onsdag morgen klokken 9 er der faldet mest nedbør i Erslev på Mors i Nordvestjylland samt Nørreby på Femø, nord for Lolland. Her blev det til henholdsvist 73,8 mm og 72,5 mm. På Femø faldt der på 30 minutter hele 31,3 mm – altså dobbelt skybrud”, skriver Caroline Drost Jensen på DMIs hjemmeside.

Hvad er et skybrud?

I Danmark definerer vi skybrud som en nedbørintensitet på mere end 15 millimeter på 30 minutter eller derunder.

Store mængder nedbør på kort tid kommer næsten altid i forbindelse med byger. Og byger er næsten per definition lokale. Og for øvrigt næsten umulige at forudsige præcist. Det har indflydelse på varslingen.

Kilde: Danmarks Meteorologiske Institut

Landsgennemsnittet for juli måned de seneste 10 år er på 73 mm nedbør.

Powered by Labrador CMS