Far drukner i forsøg på at redde børn

En bølge rev pludselig børn med sig.

En helikopter har været indsat i eftersøgningen, der i skrivende stund er indstillet på grund af mørke. Foto: Golden Gate Division Air Operations/Facebook
Udgivet Opdateret

En bølge skyllede ind over Blind Beach nord for San Francisco ved den lille by Jenner. Bølgen rev søndag middag lokal tid to legende børn med sig ud i havet.

Det fik børnenes far til resolut at springe efter for at redde dem, skriver NBC Bay Area. Politiet blev indblandet, da alarmcentralen blev alarmeret om tre personer i vandet.

Ifølge det lokale politis talsmand Michael Raasch rykkede både politi, kystvagt og livreddere ud til stranden for at assistere.

– Hvad, vi ved, er, at to børn legede nær vandet på Blind Beach, og de blev revet til havs. Faderen, der var i nærheden, hoppede i vandet og forsøgte at redde dem, siger han ifølge NBC.

Helikopterenheden, der deltager i aktionen, meddeler, at manden er fundet. Han er druknet.

Børnene på henholdsvis fire og seks år, der formodes at være druknet, er endnu ikke fundet. Eftersøgningen er i skrivende stund indstillet på grund af nat i området.

Powered by Labrador CMS