Forsvunden prinsesse sender livstegn

Af en hemmelig video fremgår det, at prinsesse Latifa er blevet bortført på ordre af sin far og holdes fanget

Prinsesse Latifa blev sidst set i offentligheden under dette møde med tidligere FN-højkommissær Mary Robinson i december 2018. Dengang sagde Robinson, at Latifa virkede som en “forstyrret ung kvinde”. Nu siger Robinson, at hun blev “narret” af prinsessens familie. Foto: Stringer/AFP
Udgivet Opdateret

Hun er ikke blevet set offentligt i mere end to år, men tirsdag offentliggjorde BBC’s undersøgende program “Panorama” en video, der angiveligt viser sheik Mohammed bin Rashid al-Maktoums datter Latifa.

Her fortæller hun, at hun bliver holdt imod sin vilje i en barrikaderet villa, og at hun “frygter for sit liv”.

Latifa tiltrak international opmærksomhed i 2018, da en menneskerettighedsorganisation offentliggjorde en video lavet af hende selv, hvor hun beskrev sit forsøg på at flygte fra Dubai, hvor hendes far er emir.

I februar 2018 kørte hun således til nabolandet Oman og sejlede med en gummibåd til en ventende yacht.

Men den eskapade blev hurtigt forpurret. Yachten blev stormet ud for den indiske kyst af specialstyrker. Og prinsessen blev efter eget udsagn bedøvet og ført tilbage til Dubai.

Suspekt episode

Siden er hun ikke blevet set offentligt, undtagen i en suspekt episode i december 2018.

Her offentliggjorde Dubai billeder af Latifa sammen med Mary Robinson, den tidligere FN-højkommissær for menneskerettigheder, for at vise, at alt var i orden.

Men Latifa virkede medicineret, og episoden gjorde mest af alt skade på Mary Robinsons ry, skriver The New York Times.

Sidste år i marts dømte en domstol i London til fordel for sheikens tidligere hustru, prinsesse Haya af Jordan, at emiren af Dubai beordrede bortførelsen af Latifa.

Sheikens advokater afviste beskyldningerne.

Et fængsel

– Jeg er et gidsel, og denne villa er blevet omdannet til et fængsel, siger 35-årige Latifa i videoen offentliggjort af BBC tirsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

– Alle vinduer er blokerede. Jeg kan ikke åbne et eneste vindue.

Ifølge Latifa har hun optaget videoen på en indsmuglet mobiltelefon på badeværelset i villaen, som angiveligt er det eneste rum, hun kan låse.

I videoen fortæller hun, at der er betjente både uden for og inde i villaen, som holder vagt.

– Jeg vil bare gerne være fri, siger hun i “Panorama”-programmet ifølge Reuters.

I december 2018 oplyste udenrigsministeriet i De Forenede Arabiske Emirater, at prinsesse Latifa var hjemme og boede sammen med sin familie.

Har også forsøgt

Også en anden datter, 39-årige Shamsa, har uden held forsøgt at flygte fra sheiken.

Shamsa prøvede som 19-årig at undslippe under et ophold i Storbritannien. Men hun blev efter få dage indfanget og bragt tilbage til Dubai. Angiveligt efter at være blevet tvunget ind i en bil og bedøvet af bevæbnede mænd.

I 2019 flygtede sheikens daværende yngste kone, prinsesse Haya, til London med deres to fælles børn.

Kort efter indledte sheik Mohammed en retssag i den britiske hovedstad for at få børnene tilbage til Dubai.

Emiren af Dubai er far til 25 og en af verdens rigeste mænd.

Powered by Labrador CMS