Hun afslørede svindel: Svinet til og udstødt
Simone Winter er blevet frosset ud af lokalsamfundet i Ansager, efter hun pegede på halbestyrelsens ulovlige metoder
Da Simone Winter flyttede ind i sin kærestes hus i Ansager i foråret sidste år, havde hun ikke forestillet sig, at hun i dag ville være ramt af stress og udstødt af lokalsamfundet.
– Det, jeg har været udsat for, er voksenmobning af værste skuffe, understreger Simone Winter.
35-årige Simone Winter har afsløret svindel og bedrageri for 146.000 kroner i Skovlund-Ansager Hallen. Men i stedet for klap på skulderen for at afsløre ulovlighederne, har hun fået den kolde skulder af flere borgere i Ansager. Hun oplever at blive udskammet og udsat for personangreb.
– De går efter mig som person. Jeg har fået verbale tæsk. Folk er meget grove, når de taler og skriver om og til mig. Det har været så modbydeligt.
Simone Winter har været genstand for bysladder, beskyldninger og tilsvininger på Facebook. Men det er ikke kun i en gruppe online, hvor hun kan lade være med at kigge med, at det sker.
– Jeg er også blevet opsøgt, svinet til ansigt til ansigt og råbt af. Til møder, i håndboldhallen og ude i byen. Jeg kan ikke engang være i fred eller føle mig tryg i mit eget hjem.
Sendte bilag til kommunen
Hele konflikten begyndte med en undren. Håndboldklubben, som hun er formand for, kunne ikke få lov at bruge hallen i de timer, som den ellers havde booket.
Da Simone Winter gik til bestyrelsen for at finde ud af, hvad der var op og ned, blev hun spist af med forskellige svar.
Blandt andet lød forklaringen, at der var såkaldte “nultimer”, som idrætsforeningen var pålagt at betale, for at Skovlund-Ansager Hallens økonomi kunne løbe rundt.
– Men jeg har kigget på regnskaberne og kan se, at hallen har en en udmærket økonomi, konstaterer Simone Winter.
Derefter undersøgte hun reglerne på Varde Kommunes hjemmeside og forhørte sig hos Idrætsrådet. Og nu begyndte alvoren at gå op for hende. Bestyrelsens metoder var ulovlige.
– Da jeg fandt ud af, at det, der foregik, er ulovligt, meldte jeg som formand ud, at det vil håndboldudvalget og håndboldklubben ikke være med til.
Simone Winter gjorde også kommunen opmærksom på halbestyrelsens fusk. Hun havde først givet bestyrelsen en chance for selv at rette op på tingene, men de var ikke lydhøre, og der skete ingenting.
Ramt på retfærdighedssans
Efter henvendelsen til kommunen, blev Simone Winter mere og mere frosset ud i den lille by. Og ramt på sin retfærdighedssans.
Simone Winter oplever nemlig at blive skudt i skoene, at hun har en skjult agenda og dårlige intentioner. En del af byens borgere betvivler hendes evner som formand og stoler ikke på hendes motiver og dømmekraft.
– Jeg er virkelig skuffet over, at man kan tro, at jeg vil bestyrelsen eller foreningen noget skidt. Og at de ikke kan se det store perspektiv. At det er vigtigt at sige fra over for sådanne metoder, lyder det fra Simone Winter.
Gik ned med stress
Tilsviningerne, udskamningen og udstødelsen har været en medvirkende årsag til, at Simone Winter gik ned med stress efter julen 2020.
– Jeg er da rigtig ked af det. Det, jeg har været igennem og stadig står midt i, gør ondt på mig. Jeg får ondt i maven, når jeg bevæger mig ud i byen eller ned i håndboldhallen. Jeg har fysiske reaktioner. Hjertebanken, kløe og tankemylder. Og jeg kan ikke finde ro. Jeg har haft søvnløse nætter, hvor jeg bare har ligget og stirret op i loftet.
Simone Winter fortæller også, at hun er blevet mere følelsesladet og ramt på sit selvværd. Og ikke nok med det, så er hun sommetider ængstelig og paranoid.
– Jeg kan frygte, at der sker mine nærmeste noget. Jeg har haft alle mulige vanvittige forestillinger om, hvad der kunne ske. Mistroen og mistilliden til andre mennesker er det værste. For hvem kan jeg stole på? De tanker stresser mig.
Simone er blevet syndebukken
Normalt er Simone Winter en person, som ikke er bleg for at sige sin mening.
– Når man stikker næsen frem, skal man forvente at få én på trynen engang imellem. Men jeg havde aldrig regnet med at stå i en situation, hvor jeg føler mig så begrænset i, hvad jeg kan foretage mig, og hvor jeg ændrer min adfærd.
Simone Winter mener, at hun er endt som syndebuk i sagen.
– I Ansager er der visse personer, som har en evne til at få opbakning fra andre. Der er mange i byen, som per automatik abonnerer på disse menneskers holdninger. De er bange for at blive set skævt til og måske ligefrem udstødt, ligesom jeg selv er blevet det.
Hun fortsætter:
– Det er udtryk for en usund kultur, som desværre er svær at ændre på.
Simone Winter ville desuden ønske, at politikerne i Varde Kommune havde håndteres sagen anderledes. Hun mener simpelthen, at den politiske afgørelse er for vag.
– Forhåbentlig kan jeg tilgive
Kæresten og de andre medlemmer i håndboldudvalget har hendes ryg og har støttet hende hele vejen, fortæller Simone Winter. Men hun vil ikke have noget at gøre med de mennesker, som har talt og skrevet grimt om og til hende.
– Jeg vil ikke finde mig i at blive trådt på. Så jeg hilser ikke, hvis jeg støder på dem. Jeg har lyst til at spørge dem, hvad de bilder sig ind.
Hun håber dog, at hun en dag kan slippe vreden. Tilgive og komme videre.
– I bund og grund vil jeg jo gerne være en del af fællesskabet i byen og håndboldhallen, men jeg synes ikke, at det er mig, der skal række hånden frem. Jeg har ikke engang fået en undskyldning.
Når Simone Winter kigger tilbage på alt det, hun har været igennem, så var det ikke kampen værd.
– Vi ville statuere et eksempel for at undgå snyd i andre haller og klubber, men hvad er der kommet ud af det? Ikke meget.
Hun tilføjer:
– Og så har det simpelthen haft for store personlige konsekvenser.
