Jetsetmilliardær tabte det hele: Her er han nu

Erik Damgaard gik fra it-nørd til milliardærkendis med fast plads i sladderbladene, inden det hele kollapsede. Mandag den 15. februar fylder han 60 år

Erik Damgaard var uddannet akademiingeniør, da han og lillebror Preben grundlagde Damgaard Data. – Foto: Betina Garcia/Ritzau Scanpix
Udgivet Opdateret

For mange danskere var det på de kulørte sider, de stiftede bekendtskab med Erik Damgaard.

Den storsmilende it-milliardær var et yndet mål for paparazziernes linser, da han førte sig frem med sin kæreste, senere kone, Anni Fønsby.

Artiklen fortsætter under videoen

På tre år mellem 2008 og 2010 købte Erik Damgaard Danmarks dyreste hus, fik sit eget tv-program sammen med Anni og blev fast inventar i sladderpressen.

Det var en turbulent tid for erhvervsmanden, hvor han blev gift, skilt og far for tredje gang.

Det var også der, at han mistede mere end en milliard kroner på fejlslagne investeringer.

Scorede kassen på med brormand

Så Erik Damgaard, der mandag den 15. februar fylder 60 år, måtte finde tilbage til de oprindelige dyder.

Hans karriere startede i den danske it-branche, hvor han sammen med lillebror Preben grundlagde virksomheden Damgaard Data i 1983.

De udviklede et bogføringsprogram hjemme i kælderen i Bagsværd, og det gik så godt, at de knap to årtier senere begge blev milliardærer på at sælge livsværket til Microsoft.

Blev jetsetter

Efter en skilsmisse fra moren til sine to første børn mødte Erik Damgaard den tidligere nøgenmodel Anni Fønsby. Og det blev starten på et liv i sus og dus sammen med jetsettet.

De to blev for alvor landskendte med realityshowet “Erik og Anni goes to Hollywood”.

Her – og i ugebladene – fulgte man milliardæren og hans kærestes liv i USA. Og man kom tæt på parrets op- og nedture, bryllupsplaner, plastikoperationer, brud og forsoninger.

Forholdet overlevede endda en rufferidom til Anni Fønsby, men i sidste ende forliste det.

Startet forfra

Erik Damgaards formue var samtidig tæt på at forsvinde i finanskrisen, da hans personlige investeringsselskab gik konkurs.

Kun et par enkelte beholdninger overlevede, så han i dag trods alt stadig er tocifret millionær.

Jetsetlivet er dog lagt på is. Erik Damgaard er i øvrigt flyttet til Brasilien med en ny, brasiliansk kone.

Men arbejdsmæssigt er han tilbage, hvor det startede. Med et selvudviklet it-program til bogføring, som skal sælges til små og mellemstore virksomheder.

Uniconta, hans nye selskab, ligger i Ballerup, og selv om Erik Damgaard har titel af administrerende direktør, så står han ikke for den daglige ledelse. Han er den visionære og den, der styrer udviklerne i Ukraine og Indien.

Virksomheden har ikke givet overskud endnu, men der er stadig penge på kistebunden, og Erik Damgaard tror på, at succesen er på vej. Så vil hans comeback være fuldendt.

Powered by Labrador CMS