Luksusfælden: -Du er økonomisk retarderet

Luksusfældens eksperter måtte opgive at lægge et budget for Helle - hjælp har hun dog alligevel fået.

Udgivet Opdateret

Luksusfældens eksperter Carsten Linnemann og Mette Reissmann måtte i tirsdagens afsnit opgive at hjælpe spamassøren ud af sit selvskabte økonomiske morads.

For at det overhovedet kunne være muligt at lægge et budget for Helle, måtte hun kun bruge 2500 kroner på “diverse” i løbet af en måned.

Artiklen fortsætter under videoen

Dem brugte hun også; på en vinterjakke til sin datter. Hun brugte dog også 600 på elektronik, 600 på personlig pleje, penge i en dyrehandel samt adskillige andre beløb. I alt 6500.

Eksperterne måtte derfor erkende – Helle kan ikke hjælpes. De 288.000 kroner, det gennem forhandlingerne med Helles kreditorer var lykkedes at barbere af hendes gæld, var væk.

Alligevel er det en glad Helle, Newsbreak.dk taler med:

– Jeg troede ikke, de ville hjælpe mig, men det har de faktisk gjort alligevel, siger hun.

Endnu større hjælp

Efter kameraerne er blevet slukket, viser det sig nemlig, at eksperterne faktisk har kunnet bidrage med endnu mere, end det hun i programmet gik glip af:

– De har fået lavet et frivilligt forlig i forhold til det ene pantebrev, der var i sommerhuset. Hvis jeg overholder den afdragsordning, der er lavet, fraskriver de mig 321.000 kroner i restgæld, lyder det fra en glad Helle.

Derudover er der lavet en masse aftaler med andre kreditorer. Det har gjort de månedlige afdrag lavere, så Helle fremover kan betale alle sine kreditorer.

– Carsten har ret

I programmet er det særligt eksperten Carsten Linnemann, der nærmest syder over Helles uansvarlige forhold til sin økonomi.

Han kalder hende blandt andet “økonomisk næsten retarderet”, da hun ikke tjekker sit overforbrug på netbank, og Helle kan da også godt genkende en del af kritikken:

– Til dels kan Carsten godt have ret. Jeg ér god til at bruge penge, men jeg er også god til at lave dem. Og jeg er god til det, jeg laver, siger Helle.

Er ikke den type

Trods de hårde ord fra Carsten Linnemann og danskernes mulighed for at kigge ned i Helles betændte økonomi, er hun alt i alt glad for at have medvirket i programmet.

Hun synes godt nok, programmet er klippet lige hårdt nok – det er jo formatet, siger Helle – men de fremstiller hende ikke som noget, hun ikke er:

– Jeg har jo ikke taget 530 kviklån eller spiser pizzaer syv dage om ugen, så på den måde fremstilles jeg ikke skidt. Jeg synes, mine problemer er til at relatere til; at skat er i røven af en og at man forkæler sine børn for meget, siger hun.

Firmaet genåbnet

Under speaken over rulletekster fremgår det, at Helle fremover vil satse på en karriere som blogger eller instagrammer.

Det passer dog ikke, vil hun gerne mane til jorden:

– Jeg har genåbnet mit firma, Nordic Treatment, og har da en Instagram i den forbindelse, men det andet passer altså ikke, siger hun og fortsætter:

– Det lyder jo helt pinligt.

Powered by Labrador CMS