Pizzamand fik lukket hele staten

En mands løgn om sin færden på et pizzeria er skyld i, at South Australia i denne uge indførte en nedlukning.

Adelaide, delstatshovedstaden i South Australia, ligger øde hen under en nedlukning som følge af et nyt udbrud af coronavirus. Foto: Brenton Edwards/AFP
Udgivet Opdateret

Delstaten South Australias drastiske nedlukning blev udløst af en enkelt mands løgn. Derfor vil restriktioner i hele delstaten nu blive ophævet hurtigere end først planlagt. Det oplyser myndighederne fredag.

Chokmeldingen kommer, kun to dage efter at delstatens regering gav ordre om, at folk skulle blive hjemme, ligesom at mange virksomheder skulle lukke, i et forsøg på at bekæmpe det, der blev betragtet som et yderst smitsomt udbrud af coronavirus.

South Australias leder, Steven Marshall, fortæller på et pressemøde fredag, at en mand på et pizzeria tilknyttet udbruddet har løjet over for smittesporingspersoner. Manden hævdede således, at han blot havde været på pizzeriaet for at købe en pizza, men i virkeligheden arbejdede han der.

Myndighederne troede derfor, at han var blevet smittet med virusset i løbet af en meget kort eksponeringstid, selv om han rent faktisk havde haft flere vagter sammen med en anden ansat, der var smittet.

I Danmark er det Styrelsen for Patientsikkerhed, der står for smitteopsporingen, der effektivt skal forsøge at bryde smittekæder ved at finde frem til potentielle smittetilfælde, inden for mange yderligere bliver smittet.

Frygtede superspredning

På grund af mandens løgn troede myndighederne i Australien, at virusstammen var yderst smitsom.

– Det vil være en underdrivelse at sige, at jeg er rasende over denne persons handlinger. Denne persons egoistiske handlinger har bragt hele vores stat i en meget vanskelig situation, siger Steven Marshall på pressemødet.

South Australia meddelte onsdag, at delstaten fra torsdag ville indføre en seks dage lang nedlukning. Begrundelsen lød, at nedlukningen var et forsøg på at standse et udbrud med coronavirus, der talte i alt 22 smittetilfælde.

Således lukkede skoler, pubber, caféer og universiteter fra midnat natten til torsdag. Selv byggebranchen, der under tidligere nedlukninger har fået lov til at fortsætte, blev lukket ned. Selv om smitteudbruddet stadig er bekymrende, så vil restriktionerne blive ophævet tidligere end planlagt, oplyser Steven Marshall.

Blandt andet vil ordren om at blive hjemme slutte ved midnat lørdag, hvor også de fleste virksomheder vil få lov til at genåbne. Det nye smitteudbrud knytter sig til en person, som er vendt tilbage fra Storbritannien.

Antallet af smittetilfælde ventes at stige i løbet af de næste dage, men udbruddet er altså ikke så alarmerende som først frygtet. Der bor omkring 1,8 millioner mennesker i South Australia.

Powered by Labrador CMS