Politiet advarer mod farlig kørsel

To ud af tre danskere har oplevet farlige situationer i trafikken, fordi andre bilister kørte langsommere end fartgrænsen.

Udgivet Opdateret

Det er bedst at køre med den tilladte hastighed, når man sætter sig bag rettet og bevæger sig ud i trafikken. Altså hvis forholdene tillader det. Selvfølgelig for at afvikle trafikken så smidig og sikkert som muligt.

Vi ved alle, at der vanker en bøde og eventuelt det, der er værre, hvis vi kører for stærkt. Men der også nogle, som vælger at lette trykket så meget fra gaspedalen, at de holder sig noget under den højest tilladte hastighed, og det er langt fra ufarligt. Det viser en ny undersøgelse, som Kantar Gallup har lavet for Gjensidige Forsikring.

Artiklen fortsætter under videoen

”Det er opsigtsvækkende, at så mange har oplevet farlige situationer med bilister, der kører langsomt. Det viser bare, hvor vigtigt det er, at vi alle følger de samme regler i trafikken. For det er ofte overraskende eller uforudsigelig adfærd, der skaber faren”, siger Henrik Sagild, skadedirektør i Gjensidige Forsikring, i en pressemeddelelse.

Farligt at bremse ved fartkontrol

Det er for eksempel ved hasarderede overhalinger af langsomme køretøjer og ved bratte opbremsninger på grund af politiets fotovogne, der kan opstå farlige situationer.

”Hvis man flytter foden til bremsen af frygt for at få en fartbøde ved politiets fartkontrol, så kommer man hurtigt til at udgøre en større fare på vejene, end hvis man bare kører den fart, man må. Og ved overhaling af langsommere biler skal man altid orientere sig godt, så man ikke ender med at være skyld i voldsomme uheld på grund af sin egen utålmodighed”, siger Henrik Sagild.

Alle typer fart er farlig

Det fremgår også af undersøgelsen, at 11 procent mener, at bilister, der kører langsommere end fartgrænserne, er farligere i trafikken end dem, der kører for hurtigt. Desuden at 44 procent mener, at lav fart er ligeså farlig som høj fart.

Om undersøgelsen:

Undersøgelsen er foretaget af Kantar Gallup for Gjensidige Forsikring i september 2019 blandt 1052 repræsentativt udvalgte danskere over 18 år.

Hvad er efter din mening farligst i trafikken?

  • Bilister der kører langsommere end fartgrænserne 11%
  • Bilister der kører hurtigere end fartgrænserne 42%
  • Det er lige farligt 44%
  • Ved ikke 3%

Har du oplevet farlige situationer i trafikken, fordi andre trafikanter kørte langsommere end fartgrænsen?

  • Ja, men der skete ikke et uheld 62%
  • Ja, og der skete et uheld 4%
  • Nej 27%
  • ved ikke 7%

”Undersøgelsens resultater viser meget tydeligt, at mange danskere oplever problemer med langsomme bilister og køretøjer. Trafikken er et fællesskab, og vi skal kunne stole på hinanden, når vi begiver os ud i den. Ligegyldigt om det er som fodgængere, cyklister eller bilister, så skal vi vise hensyn til hinanden”, siger Henrik Sagild.

Powered by Labrador CMS