Ulovlig slagter lukket: -Har åbenbart fjender

Fødevarestyrelsen har lukket en ulovlig slagter på Rømø.

Der var ulovligt slagtet lam på adressen.
Udgivet Opdateret

Torsdag er Fødevarestyrelsen ude med en advarsel om, at man har lukket en ulovlig slagter på Rømø.

Har man købt fåre- eller lammekød fra Vestervej 21 på Rømø, skal man levere varerne tilbage eller smide dem ud, lyder det fra Fødevarestyrelsens Rejsehold, der onsdag lukkede butikken.

Artiklen fortsætter under videoen

Det skyldes, at salg af fødevarer fra adressen ikke har været registreret hos Fødevarestyrelsen.

Af den årsag har virksomheden på adressen ikke været underlagt Fødevarestyrelsens smileykontrol af blandt andet hygiejne og skadedyrssikring.

Blandt gamle dæk og spindelvæv

Styrelsen skriver, at kødet er blevet håndteret i en beskidt, tidligere hestestald blandt bildæk og spindelvæv.

I et udhus uden kølefaciliteter fandt man desuden tre slagtekroppe og et parteret og pakket lam.

Der var ingen dokumentation for, om dyrene har været underlagt den lovpligtige dyrlægekontrol. Dermed kan Fødevarestyrelsen ikke afvise, at dyrene har været syge, inden de blev slagtet.

Har åbenbart fjender

Til Newsbreak.dk fortæller Villy Jørgensen, der er tilmeldt adressen, at han mener, at der er tale om en storm i et glas vand.

– Jeg har slagtet fire lam, det er det. Men jeg har åbenbart nogle fjender, der har lavet en anonym klage til fødevaremyndighederne, siger han.

I Fødevarestyrelsens pressemeddelelse fortælles det videre, at Villy Jørgensen har afvist at fortælle, hvem han har solgt kødet til.

Det afviser han:

– Det kan de godt at få at vide, men det kommer der ikke noget ud af, siger han til Newsbreak.dk.

Powered by Labrador CMS