55 børn flyttet fra børnehave efter rottefund

Forældrene fik besked om, at børnene skulle et andet sted hen.

Fund af rotter har gjort, at en børnehave nu mangler sine børn. Foto: Scanpix.
Udgivet Opdateret

Fund af rotter på loftet og i kælderen hos Børnehaven Ellekonedalen har gjort, at institutionens 55 børnehave- og vuggestuebørn torsdag opholder sig i andre, formentlig rottefri, lokaler.

Det skriver Viborg Stifts Folkeblad, der har talt med områdeleder i Viborg Kommune, Kjeld Kristensen, om episoden. Han fortæller avisen, at skadedyrene blev observeret allerede fredag. Da fandt en medarbejder én (rotte) i husets kælder.

Onsdag havde institutionen så besøg af en rottefænger, og da vedkommende først fik set sig om, blev der truffet en hurtig beslutning.

–  Rottefængeren skulle have fred og ro til at gøre sit arbejde, og vi kendte ikke omfanget af det, og derfor opstod den mulighed, at vi kunne være i legestuen på Søndermarksvej i en kortere periode, siger Kjeld Kristensen til Viborg Stifts Folkeblad.

Newsbreak.dk har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Kjeld Kristensen.

Tidshorisont ukendt

Rotterne har ikke været der, hvor børnene har deres daglige gang, men børnene har altså alligevel skiftet institutionslokaler, mens problemet bliver løst. Ledelsen i Ellekonedalen har været i kontakt med alle forældre om problemet, og det skulle være blevet modtaget ganske godt, at børnene for en stund skal afleveres i den tidligere Børnehaven Søndermarksvej.

– Det er jo et utroligt held, at vi har sådan en gammel børnehave, som endda er blevet renoveret og står tip-top derovre. Den er også beregnet til det antal børn, vi sender derover, og den har også en lille, fin legeplads. Selvfølgelig er der ikke alt det legetøj, der skal være til vores børn, men vi tager nogle legoklodser med, så vi kan klare os, siger Kjeld Kristensen til Viborg Stifts Folkeblad.

Han oplyser, det er endnu er uvist, hvor lang tid der vil gå, før at børn og voksne igen kan vende tilbage til Ellekonedalen. Når rotterne er fjernet, skal stedet ses efter i sømmene af kommunens tekniske forvaltning.

Powered by Labrador CMS