AGF holder trit med toppen

AGF vandt søndag 1-0 over bundholdet Lyngby på hjemmebane og byder sig fortsat til i Superligaens topstrid

AGF fik fightet sig til en kneben sejr hjemme over Lyngby i Superligaen. Foto: Henning Bagger/Scanpix
Udgivet Opdateret

Efter en kneben 1-0-sejr på hjemmebane over Lyngby søndag holder AGF trit med de øvrige tophold i Superligaen.

Sejren blev sikret på et mål kort inde i anden halvleg af AGF’s islandske kantspiller, Jon Dagur Thorsteinsson, som udnyttede klumpspil i feltet efter et hjørnespark.

Det var hjemmeholdet, der sad på spillet i store dele af kampen og aarhusianerne formåede at holde de til dagen rødklædte gæster fra for alvor at blive farlige.

AGF kravler med sejren op på andenpladsen med 28 point for 15 kampe, hvilket er et point mere end FC Midtjylland, der dog møder Randers mandag.

Bundholdet Lyngby står stadig noteret for syv point på 11.-pladsen og har ni point op til FC Nordsjælland på 10.-pladsen.

Lyngby startede kampen med et lille overtag, men langsomt arbejdede AGF sig ind i kampen.

Selv om ingen af holdene kunne notere sig for de helt store chancer, var det hjemmeholdet, der ad flest omgange kom frem til muligheder.

Det blev dog aldrig for alvor farligt, og derfor sluttede første halvleg målløs.

Farligt blev det dog fire minutter inde i anden halvleg, hvor AGF efter klumpspil i feltet fik bragt sig foran 1-0.

Klumpspillet opstod efter et hjørnespark, og her var det islandske Thorsteinsson, der fik den sidste fod på bolden og prikkede den i nettaget.

Til slut bød Lyngby sig til og pressede på for en udligning, og det var kun en heroisk redning på målstregen af AGF’s Casper Højer Nielsen, der forhindrede gæsterne i at udligne og få et point med hjem.

Powered by Labrador CMS