Biljagt ender helt galt for tre tyve

Tre politikredse er lørdag morgen involveret i brugstyveri af en lastbil. Og en biljagt.

Udgivet Opdateret

En stjålet lastbil involverede tidligt lørdag morgen hele tre politikredse. Og endte brat i et kryds.

Det oplyser vagtchefen ved Sydøstjyllands Politi.

En mindre lastbil blev stjålet klokken 04.28 i Herning. Det er i Midt- og Vestjyllands Politikreds.

– En patrulje i Syd- og Sønderjyllands politikreds får øje på den og sætter efter den, siger Jesper Brian Jensen, vagtchef i Sydøstjyllands Politi, til Newsbreak.dk.

Den jagt kommer til at strække sig over nogle kilometer. Den ender altså brat i et kryds ved Stenderup uden for Grindsted.

Her lægger lastbilen sig om på siden, så at sige. Og så er det ingen sag for politiet at slå til.

– Vi har tre anholdte, alle danskere. De er nu indbragt til Vejle, fortæller vagtchefen.

Det skete cirka klokken 6, lastbilen væltede og de tre mænd blev anholdt.

Vagtchefen fortæller videre, at ingen personer kom til skade.

Powered by Labrador CMS