Dansk butik får kæmpebøde: -Derfor brød vi loven

Apple-forhandleren Humac har fået en bøde på 50.000 kroner

Humac offentliggjorde billederne i december 2018. I april 2021 blev de dømt. Foto: Scanpix/Humac.
Udgivet Opdateret

– Vi vidste godt, at det ikke var lovligt, siger administrerende direktør i Humac, Michael Bech, til Newsbreak.dk, efter at Humac ved retten i Kolding er blevet idømt en bøde på 50.000 kroner for overtrædelse af tv-overvågningsloven.

Forbrydelsen bestod i, at Humac på kædens officielle Facebook-profil offentliggjorde billeder af personer, der var mistænkt for tyveri fra blandt andet en Humac-butik i Kolding.

49 anmeldelser på et år

Michael Bech fortæller, at man i 2018 anmeldte 49 tilfælde af tyveri fra Humac-butikker til politiet.

Tyverierne blev begået over hele landet, men det gik særligt hårdt ud over butikkerne i Kolding, Vejle, Esbjerg og Herning, og man sad hos Humac med en følelse af og en frygt for, at man aldrig ville blive fri for tyvene, hvis ikke man gjorde noget andet og mere end at melde sagerne til politiet.

Det lugtede af røveri

Direktøren betegner flere af hændelserne som rendyrkede røverier, skønt gerningsmændene ikke opsøgte medarbejdere i butikkerne for at true dem til at udlevere de Apple-produkter, de endte med at stjæle.

– De gik ind i butikkerne og klippede ledninger over til telefonerne. De gjorde det åbenlyst, mens medarbejderne så det, og de truede medarbejderne, hvis de blandede sig, siger Michael Bech.

Han kalder situationen i 2018 uacceptabel, fordi det gik ud over medarbejdernes følelse af at kunne gå trygge på arbejde, og derfor valgte man i december 2018 at bryde loven og offentliggøre fotos af mistænkte for et af de mange tyverier.

Sigtet af politiet

Offentliggørelsen førte flere ting med sig. Først og fremmest valgte politiet at sigte Humac for at bryde loven. Derudover oplevede man i 2019 et dramatisk fald i antallet af tyverier fra Humacs butikker.

– Det har sparet mig for næsten 300.000 kroner, siger Michael Bech.

Ifølge Michael Bech handlede det om kædens ansatte, da man valgte at offentliggøre fotos af de mistænkte på Facebook. Foto: Humac.
Ifølge Michael Bech handlede det om kædens ansatte, da man valgte at offentliggøre fotos af de mistænkte på Facebook. Foto: Humac.

De 300.000 kroner var det beløb, kæden mistede værdier for i 2018, mens Michael Bech vurderer, at man i 2019 oplevede en tiendedel af de tyverier og røverier, man oplevede i 2018.

Det kan ske igen

Det er ikke fordi, Michael Bech er glad for bøden, men han tror, at offentliggørelsen af billederne kan have været medvirkende til, at antallet af røverier og tyverier fra Humac-butikker er faldet drastisk.

Han afviser heller ikke, at han kunne finde på at offentliggøre fotos af mistænkte, hvis han en dag står i den samme situation som i 2018.

– Hvis der er en risiko for medarbejderne. Vi følte, at medarbejderne var udsat for en urimelig risiko. Vi har ikke gjort det her, fordi vi mistede for 300.000 kroner i iPhones, siger Michael Bech.

Powered by Labrador CMS