DMI: Her bliver natten og morgenen koldest

Ned til minus 15 grader hvor det bliver koldest

Med temperaturer ned til minus 15 grader bliver Danmark natten til fredag som en dybfryser. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Udgivet Opdateret

Det bliver isnende koldt natten til fredag – og fredag morgen.

Ned til minus 15 grader, fastslår vagtchef ved Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, Martin Lindberg over for Newsbreak.dk.

– Temperaturerne i nat og fredag morgen vil ligge fra minus otte grader til minus 15 grader. Det bliver meget koldt, siger Martin Lindberg.

Koldest bliver det inde i landet. Og ifølge vagtchefen er det Sydjylland, der risikerer at få de aller laveste temperaturer.

– Men også midt på Fyn og Sjælland kan vi få ned til minus 12 eller 13 grader, siger Martin Lindberg.

Kold morgen

Hvornår det helt nøjagtigt bliver koldest, kan Martin Lindberg ikke svare på med nøjagtighed. Men han forventer det bliver kort efter solopgang fredag morgen – nok ved 7-tiden.

– Det betyder, at biler med dårlige batterier kan have svært ved at starte, når det er så koldt. Til gengæld er det en flot morgen, vi står op til. Det er skyfrit, og dermed er der udsigt til en masse sol i løbet af fredagen. Det kan man så glæde sig lidt over midt i kulden, lyder det opmuntrende fra vagtchefen.

Powered by Labrador CMS