GYS! Særlig underholdning hitter hos danskerne

Gyserindustrien vokser i Danmark - vi vil gerne betale for at blive skræmt

Gyserfilm er et hit blandt danskerne. Genrefoto.
Udgivet Opdateret

For nogle er efterårsferien en tiltrængt pause, der tilbringes med hyggelige brætspil og varme drikke indendøre.

For andre er den en oplagt mulighed for at opsøge gys og gru og tilmed betale for det.

Uhyggelige gåture, hjemsøgte parker og skræmmende huse har kronede tider i øjeblikket, lyder det fra landets førende gyserforsker, Mathias Clasen og fra flere af dem, der tilbyder gys og gru mod betaling.

– Der er bestemt vækst inden for industrien, dels inden for horrorfilm men også interaktive oplevelser som for eksempel haunted houses (hjemsøgte huse eller spøgelseshuse, red.). I Danmark er der kommet meget mere af den slags inden for de seneste fem år. I dag har de fleste forlystelsesparker Halloween-indslag, og der findes adskillige deciderede haunted houses i landet, siger Mathias Clasen til avisen Danmark.

Mærkes i gammelt savværk

Et af de steder, man mærker den stigende efterspørgsel, er hos Haunted Park i Kauslunde på Fyn, hvor 130 skræmme-skuespillere fremkalder skrig og gys i det gamle savværk.

– Besøgstallet fordobler sig næsten hver gang, når man kigger på sidste års besøgende samme dag, fortæller Allan Rosdal, tovholder for Haunted Park, til avisen Danmark.

Også hos Dystopia Entertainment i Vejle oplever man en stigende efterspørgsel på uhygge og forskrækkelser.

– Vi oplever en kæmpestor og voksende interesse. Interessen har været stigende hvert år, siden vi åbnede for seks år siden, men specielt i år bliver billetterne hurtigt udsolgt, siger Jonas Vázquez Bøgh, der er projektleder ved Dystopia, til avisen Danmark.

Han tilføjer, at den store interesse i år også skyldes, at temaparken i Vejle er med i tv-programmet “Danmark har talent”.

Dystopia har åbent i sit Haunted House hver weekend og laver derudover særlige Halloween-arrangementer. I år er der blot omkring 100 billetter tilbage til resten af sæsonen.

– Vi har måttet sige nej til mange, der har villet have os til at lave arrangementer, fordi vi ikke har tid til at hjælpe. Vi overvejer også at udvide med en ekstra åbningsaften. Det er klart, at når der er så stor interesse, overvejer vi, om vi kan gøre noget for at imødekomme den stigende interesse, siger Jonas Vázquez Bøgh.

Finder nydelse

Når danskerne i stor stil opsøger skræmmende oplevelser, skyldes det ifølge gyserforsker Mathias Clasen, der er lektor ved Institut for Kommunikation og Kultur på Aarhus Universitet, at vi finder nydelse ved at blive skræmt.

Forskeren peger på, at undersøgelser i USA viser, at 54 procent af befolkningen opsøger og nyder horror, som både kan være film, gyserbøger eller interaktive oplevelser.

Han mener, at noget tilsvarende gør sig gældende i Danmark. Og der er faktisk en mening med galskaben, når vi betaler for at blive skræmt halvt ihjel af spøgelser og zombier:

– Vi stimulerer et urgammelt frygtsystem, som stammer fra dengang vi levede med store farer. Farer for rovdyr, fra andre fjendtlige mennesker og fra naturen. Frygtsystemet sikrer, at vi får pumpet blod ud i musklerne og hormoner ud i blodbanerne, så kroppen er klar til at kæmpe eller flygte.

– I den moderne verden ligger systemet lidt i dvale, men vi har brug for at holde forsvarsmekanismerne i live. Derfor opsøger vi de følelser ved for eksempel at gå i en horrorpark eller se en horrorfilm, siger Mathias Clasen.

Fungerer som ventil

Bo Bomuld Hamilton-Wittendorff er forfatter til bøger om “Det okkulte Danmark” samt flere andre bøger om overnaturlige fænomener.

Han har et andet bud på, hvorfor nogle er villige til at betale for at få jaget en skræk i livet i deres ferie.

– Der er en ventil i det der. Især i den tid, vi har nu, hvor vi er bange for alt. Vi er bange for mad, bange for at dø. Samtidig er vores verden blevet mere skemalagt, og der er mange løftede pegefingre om, hvad vi må og ikke må. Vi får behov for spænding, og vi vil overraskes, siger han til avisen Danmark.

Selv om interessen for gys og gru er gået op og ned gennem tiden, har den dog altid været der. Men mulighederne for at blive forskrækket har ændret sig markant.

Branchen er mere professionel

Tidligere opsøgte danskerne skræk i spøgelseshuse i omrejsende tivolier. I dag er branchen blevet mere professionaliseret, mener forfatteren.

– Det har øget tiltrækningen. Folk bliver mere bange i dag, fordi der er skruet op for effekterne, og der er kommet bedre teknik. Jo mere virkelighedstro, det bliver, jo mere forskrækkede bliver folk, siger Bo Bomuld Hamilton-Wittendorff, der på trods af den større forskrækkelse stadig mener, at det kan give folk et afbræk i dag.

– Bagest i din hjerne ved du godt, det er løgn, for du har lige givet 100 kroner for at komme ind, siger han.

Gyserforsker Mathias Clasen har undersøgt Dystopia i Vejle, hvor 40.000 gæster i løbet af et år betaler for at blive skræmt. Så skræmt, at fire-fem procent af dem slet ikke gennemfører. De fortryder, og nogle besvimer eller tisser i bukserne af skræk, oplyser forskeren. Alligevel mener Mathias Clasen også, at det kan være positivt at blive skræmt i ny og næ.

– Man kan sammenligne det med en bil, hvor man får tjekket, om airbaggen virker, selv om man sandsynligvis aldrig får brug for den. Man kan sige, at man kalibrerer sit frygtsystem, siger Mathias Clasen til avisen Danmark.

Powered by Labrador CMS