Tidligere partileder er død efter kort tids sygdom

Paddy Ashdown, en veteran i britisk politik, er død. Han var uden et gram af kynisme, siger partifælle.

Den tidligere partileder for De Liberale Demokrater i Storbritannien, Paddy Ashdown, er død. Foto: Scanpix.
Udgivet Opdateret

Tidligere liberal partileder i Storbritannien er død.

Paddy Ashdown, som er forhenværende leder for De Liberale Demokrater i Storbritannien, er lørdag død efter kort tids sygdom. Han blev 77 år. Det meddeler hans parti ifølge Reuters.

– Det er med stor sorg, at vi meddeler, at Paddy Ashdown gik bort tidligere på aftenen efter kort tids sygdom, skriver partiet på Twitter.

Ashdown fik konstateret blærekræft i oktober, skriver BBC.

Tidligere premierminister Tony Blair siger ifølge Sky News, at han er “dybt bedrøvet” over at modtage nyheden om Paddy Ashdowns død.

Ashdown var partileder for De Liberale Demokrater i Storbritannien i 11 år fra 1988 til 1999.

– Paddy var grunden til, at jeg gik ind i politik, siger Nick Clegg, der var partiets leder i 2010, hvor det gik i regering med det konservative parti.

– Han blev en livslang mentor, ven og guide, tilføjer Clegg ifølge avisen The Guardian.

– Men det, jeg beundrede mest ved ham, var den sjældneste af alle gaver – en politiker uden et gram kynisme.

Paddy Ashdown var det internationale samfunds repræsentant i Bosnien fra 2002 til 2006.

Powered by Labrador CMS