- Kød-fusk var sat i system

Virksomheden Skare Meat Packers anklages af tidligere medarbejdere for at have snydt med køds oprindelsesland

Udgivet Opdateret

Ti anonyme tidligere ansatte i slagterivirksomheden Skare Meat Packers fortæller til Politiken, at virksomheden systematisk har snydt med, hvilke lande deres kødprodukter kommer fra.

Uafhængigt af hinanden fortæller de til avisen, at man systematisk har ændret ophavslandet på kød.

Det betyder, at kød, der kom fra Polen eller et andet europæisk land, er blevet solgt som kød fra Danmark eller Tyskland.

 Ifølge de anonyme ansatte skyldes det, at danske supermarkeder hellere vil købe kød fra netop Tyskland og Danmark.

- Systematisk snyd

- Der er ingen tvivl om, at det er en virksomhed, hvor der bliver lavet systematisk snyd hele tiden, og alle i virksomheden er klar over det. 

- Nationaliteten på kødet bliver lavet om efter, hvad kunderne ønsker, siger en tidligere anonym chef til Politiken.

De ansatte udtaler sig ifølge Politiken anonymt, fordi de er underlagt en tavshedsklausul fra Skare Meat Packers.

Politiken har forelagt kritikken for Kurt Skare, som er virksomhedens administrerende direktør. Han kalder det hårrejsende læsning.

Politianmeldt

Han siger, at kritikken tegner et billede af en virksomhed, som ikke har gode intentioner. 

Det mener han er et stærkt fortegnet billede af virksomheden, siger han til Politiken.

Skare Meat Packers er i forvejen politianmeldt af Fødevarestyrelsen.

Der er tre forhold i anmeldelsen. 

Forhindrede kontrol

Dels handler den om, at Skare Meat Packers skal have forsøgt at forhindre, at Fødevarestyrelsen kunne lave en kontrol af virksomheden.

Derudover har Fødevarestyrelsen konstateret, at oprindelsesland er blevet ændret for noget af kødet.

I forbindelse med kontrollen kunne Fødevarestyrelsen også konstatere, at virksomheden havde 250 ton gammelt kød i et eksternt varehus, hvoraf noget var helt tilbage fra 2010.

FØDEVARESTYRELSEN

Fødevarestyrelsen er en styrelse under Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, som har til ansvar at føre tilsyn og kontrol med fødevarer og veterinære forhold. Styrelsen har cirka 1.715 ansatte.

Hovedkontoret, som tager sig af udvikling, koordinering og regeldannelse på veterinær- og fødevareområdet, har til huse i Glostrup ved København. Her arbejder cirka 500 ansatte. Kødkontrollen, der fører tilsyn med slagterierne, har cirka 560 ansatte. Fødevareregion Øst og Fødevareregion Vest med hhv. 330 og 390 ansatte tager sig af kontrol og tilsyn, samt lokal information og rådgivning til forbrugere, landmænd, virksomheder og dyrlæger.

Kilde: Wikipedia

Ifølge Fødevarestyrelsen var det ikke muligt at spore det gamle kød til dets oprindelsesland. Det skyldes, at anmærkningen manglede.

Ti anonyme og tidligere ansatte i slagterivirksomheden Skare Meat Packers fortæller, at virksomheden systematisk har snydt med, hvilke lande deres kødprodukter kommer fra, skriver Politiken. (Arkivfoto).
Ti anonyme og tidligere ansatte i slagterivirksomheden Skare Meat Packers fortæller, at virksomheden systematisk har snydt med, hvilke lande deres kødprodukter kommer fra, skriver Politiken. (Arkivfoto).
Powered by Labrador CMS