Elsket vejrfænomen rammer landet

Hvem elsker ikke en sommerdag? Vejret den 18. september 2018 byder på en vaskeægte en af slagsen.

Udgivet Opdateret

Sommeren er ikke forbi. Eller, sommeren ér forbi, siden kalenderen skriver september, men vejret den 18. september 2018 byder alligevel på en vaskeægte sommerdag. Det fortæller Mette Wagner, vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, til Newsbreak.dk.

– Det bliver en solrig dag, og det ser ud til, at det bliver den første sommerdag i september, vi får i år, siger Mette Wagner.

Sene sommerdage i september er ikke så unormale, at vejret den 18. september 2018 kommer til at sætte rekord. I 2014 havde Danmark syv sommerdage i september, og tilbage i 2011 kunne danskerne opleve en sommerdag i oktober.

Nyd sommerdagen

Det er derfor ikke så specielt igen med en sommerdag i september, men Mette Wagner opfordrer os alligevel til at nyde dagen, hvis man ellers er til solskin og varmegrader.

– Det ser ud til at være en enlig svale i denne uge, siger Mette Wagner.

Med det mener hun, at det ikke ser ud til, at vi får flere sommerdage i september for denne omgang. Vejret ændrer sig dog ikke brat fra tirsdag til onsdag.

Derimod er der tale om en glidende overgang, så onsdag byder på 18-22 graders varme, hvilket absolut er hæderligt for årstiden.

– Det skal man ikke kimse af, siger Mette Wagner til Newsbreak.dk.

Sommerdage i efteråret

DMI har på Twitter skrevet lidt om de sene sommerdage som den, vi får i dag. Her kan man lsæe, at vi siden 2011 har haft sommerdage i september i hovedparten af årene.

Der er altså ikke tale om et unikt og nyt vejrfænomen, men der ér tale om en dag, man med fordel kan nyde udenfor, hvis man har chancen for det.

Powered by Labrador CMS