Far til vanvidsbilist: Min søn var uheldig

Tarek Younes fastholder, at det ikke var med vilje, og at hans søn var uheldig, da han ramte og kvæstede den 31-årige betjent Stefan Nymann under en politijagt i Aarhus Vest i 2021

Udgivet Opdateret

Citathistorie: TV2 Østjylland

Han havde ikke set betjenten.

Den pointe gentog Mohamad Tarek Younes talrige gange, da han afgav forklaring i sagen, hvor fredag blev idømt fire års fængsel for blandt andet at have kørt over for direkte rødt og ramt den 31-årige politibetjent Stefan Nymann i det vestlige Aarhus for præcis et år siden i dag.

Og pointen går igen, da TV2 Østjylland møder Mohamad Tarek Younes' far, Tarek Younes, i et autoværksted i det vestlige Aarhus få dage forinden.

- Det, jeg kunne forstå på Mohamad, da jeg talte med ham, før han meldte sig til politiet, det var, at han var så ked af det, og han kunne ikke forstå det. Han havde ikke set politibetjenten - det var simpelthen så uheldigt, og det var sket så hurtigt, siger Tarek Younes.

Han understreger flere gange, at han sympatiserer med betjenten og hans familie.

Faderen til den dømte vanvidsbilist fastholder, han har 'en god dreng'.
Faderen til den dømte vanvidsbilist fastholder, han har 'en god dreng'.

Tidligere dømt

Fredag kunne TV2 Østjylland dokumentere, at Mohamad Tarek Younes tidligere er idømt fire måneders ubetinget fængsel for blandt andet vidnetrusler. Det skete i 2020.

Dommen dækker over en række forhold lige fra simpelt tyveri over forsøg på indsmugling af mobiltelefoner i fængslet til vidnetrusler med kniv, viser dokumenter fra Retten i Aarhus.

Derudover fremgår det af dokumenterne, at den i dag 21-årige mand har modtaget en række bødeforlæg. 

Det har dog ikke været muligt at få oplyst, hvad disse handler om.

Ender fatalt

I sommeren 2021 er Mohamad Tarek Younes igen i politiets søgelys. Det er i den forbindelse, han ender med at ramme betjenten i sin flugt.

Tarek Younes kan dog ikke genkende billedet af sønnen som vanvidsbilist. Heller ikke selv om Mohamad Tarek Younes selv stod frem og erklærede, at han var vanvidsbilist i et indslag i TV2 Østjylland, bare fem måneder før han ramte Stefan Nymann.

Fortryder indslag

Mohamad Tarek Younes trak efterfølgende sin udtalelse tilbage, og hans far fortryder da også, at sønnen valgte at udtale sig.

- Det var bare hans vens bil. Måske pralede han og sagde det for at spille smart. Han løj, og det skal man heller ikke gøre, siger Tarek Younes i dag og hævder, at hans søn på daværende tidspunkt hverken havde bil eller kørekort.

Mohamad Tarek Younes blev kendt skyldig i 35 af de 38 forhold. De tre, han ikke blev kendt skyldig i var sigtelser vedrører våbenloven og færdselsloven. Han blev idømt fire års ubetinget fængsel.

-En god knægt

Men dommen ændrer ikke Tarek Younes syn på sin søn.

- Jeg kan ikke sige, at han er en dårlig dreng. Han er en god knægt for mig. Han respekterer mig, og han respekterer alle dem, han kender, siger faren.

Ulykken 18. juni 2021 sendte den dengang 31-årige betjent fra Østjyllands Politi i kunstigt koma. Stefan Nymann var i livsfare i en måned og havde blandt andet en voldsom hjerneblødning som følge af ulykken. Han sidder i dag i kørestol og er lam i højre side.

Nægter sig skyldig

TV2 Østjylland har forelagt artiklens oplysninger for Mohamad Tarek Younes gennem hans forsvarer, Tobias Engby.

I forhold til de andre sager, som TV2 ØSTJYLLAND kan fortælle om, oplyser han, at det har han ikke indsigt i.

I den aktuelle sag om påkørslen af Stefan Nymann har Mohamad Tarek Younes gennem hele forløbet nægtet sig skyldig, ligesom han nægter at have kørt over for rødt i forbindelse med ulykken.

Under retssagen forklarede han, at han aldrig så Stefan Nymann og først efterfølgende fandt ud af, at han havde ramt en betjent under flugten.

Powered by Labrador CMS