3-årig faldt i sø: Pædagoger gjorde intet

En lynhurtig tjener på en café reagerede lynhurtigt, da en knap fire år gammel dreng onsdag faldt i vandet uden at pædagogerne i hans institution opdagede noget

En lynhurtig tjener på en café reagerede lynhurtigt, da en knap fire år gammel dreng onsdag faldt i vandet uden at pædagogerne i hans institution opdagede noget
En lynhurtig tjener på en café reagerede lynhurtigt, da en knap fire år gammel dreng onsdag faldt i vandet uden at pædagogerne i hans institution opdagede noget

Citathistorie: TV2 Lorry.

Men takket være en lynhurtig tjener på en nærliggende café endte det heldigvis godt, da en lille gruppe drenge fra daginstitutionen Børnehuset 8tallet i København kom på afveje og en af dem faldt i en dyb sø.

Det skriver TV 2 Lorry.

Institutionen ligger i Bjarke Ingels-byggeriet 8Tallet, og bygningen ligger ud til en aflang sø, som afgrænser området mod Kalvebod Fælled.

Men da en lille gruppe drenge smuttede væk fra pædagogerne, som intet opdagede, faldt den 3-årige dreng Julian pludselig i vandet, som er så dybt, at børn umuligt kan bunde i det. En tjener på Café 8tallet, der også holder til i bygningen, så drengen falde i, reagerede hurtigt og fik det våde barn op igen.

Folk, der så episoden begyndte efterfølgende at skrive om den på Ørestads Facebook-side, og opslaget har kastet mange reaktioner af sig.

Mor er rystet

Dagen derpå er Julians mor stadig rystet.

- Jeg blev ringet op af en pædagog fra børnehaven, og jeg kunne høre, at det var alvorligt, selv om der ikke var sket vores søn noget alvorligt. Som jeg forstår det, så var der en af de andre drenge, der skubbede ham i, så det var meget heldigt, at tjeneren så det, fortæller Katla Víkingsdóttir, der er mor til den knap fire år gamle dreng, til TV 2 Lorry.

Hun understreger, at han har det godt, men for en sikkerheds skyld tager de ham alligevel til et lægetjek i dag, torsdag.

- For os var det frygteligt. I starten kunne vi slet ikke fatte, hvad det var, der var sket. Og når jeg læser om det i opslaget på Facebook, så er pædagogernes reaktion måske ikke lige det, man forventer, siger hun.

Kommer ikke tilbage

Nu skal Julian begynde i en ny daginstitution.

- Vi har lige fået at vide, at vi kan få en ny plads. Og indtil vi har den, holder vi ham hjemme, for han skal ikke tilbage til børnehaven. Jeg har mistet tilliden, siger hun.

Takket være en meget hurtig og opmærksom tjener på Café 8tallet er drengen i god behold trods den voldsomme forskrækkelse. Tjeneren hedder Sophie Olsen og har i halvandet år arbejdet på cafeen, der har en god udsigt ud over vandet og Fælleden på den anden side.

- Børnene er der flere gange om ugen og har gule veste på. De plejer sammen med pædagogerne at være, hvor der er nogle træer og træstubbe. Derfra er der ikke frit udsyn til vandet. Men så så jeg, at der kom fire-fem børn hen og stod ved vandkanten. De stod og kiggede ned på fiskene. Jeg tænkte på, hvornår der mon kom en pædagog, men jeg gjorde ikke noget, for jeg kan jo ikke lige se, hvem der er pædagoger, og hvem der er cafégæster, fortæller hun til TV 2 Lorry.

Holdt øje med børnene

Men hun blev ved med at holde øje med børnene, og det kunne hun, fordi hun heldigvis ikke havde så travlt med dagens arbejde endnu.

- Og så var der et af børnene, der skubbede en af de andre i vandet. Jeg tænkte "fuck", kan han nu svømme - og videre, at selvfølgelig kan han ikke det. Og jeg så, at hans hoved forsvandt under vandet, forklarer hun.

På kanten af søen sidder der en stige, og den smuttede hun ned af og ud i vandet med forklæde og alt tøjet på.

- Heldigvis kunne jeg lige akkurat bunde. Jeg fik fat i drengen og fik ham op over vandet. Han var ked af det, og da han sagde "jeg er helt våd", så blev jeg lettet over, at han ikke havde det værre. Jeg kom hen til stigen med ham og rakte ham op - og så var der en af cafégæsterne, der tog imod ham, fortæller hun. Derefter kravlede den dyngvåde Sophie Olsen selv op - og blev mødt af klapsalver fra cafégæsterne.

Pædagogerne så intet

En af dem, der så drengen falde i vandet, er Kennet Gøtterup, der arbejder som personlig træner. Han var i gang med at træne lige ved siden af Café 8tallet. Og selv om Kennet Gøtterup straks løb hen mod stedet, så var Sophie Olsen allerede i gang med redningsaktionen og fik drengen op.

- Der var så en anden gæst, der løb hen til pædagogerne, som stadig ikke havde opdaget noget. En pædagog kom med tilbage, og tog et af børnene i hånden og sagde "I ved godt, at I ikke må være her!" og vendte sig så om med børnene. På det tidspunkt er det stadig ikke gået op for pædagogen, at et af børnene rent faktisk var faldet i vandet. Drengen, der er våd, bliver så af en gæst rakt til pædagogen, der bare igen siger "I må ikke gå væk", forklarer Kennet Gøtterup.

-Vanvittig håndtering

Han siger videre, at han er forbløffet over pædagogens reaktion.

- Det er en fuldstændig vanvittig måde at håndtere det på. Barnet havde haft hovedet under vandet og var ulykkeligt. Så er det ikke lige der, man skal sige til ham, at han har gjort noget forkert, synes jeg.

TV 2 Lorry har forelagt sagen for Københavns Kommune, der driver Børnehuset 8tallet. I et skriftligt svar beklager de sagen.

"Hændelsen i går burde ikke kunne have fundet sted. Vi er utroligt kede af det, der er sket, og kan godt forstå, hvis den pågældende dreng og hans forældre er chokerede. Vi er i dialog med forældrene og har tilbudt dem hjælp. Vi er ved at kortlægge hændelsesforløbet, som vi derpå vil følge op på i forhold til mulige konsekvenser. Vi indhenter også oplysninger fra de involverede ansatte fra Café 8tallet. Den pågældende børnegruppe var på tur, da hændelsen skete, og det er i dag blevet indskærpet over for institutionen, hvilke retningslinjer, der gælder, når man er på tur," hedder det i mailen fra områdechef Svend Alleslev.

Dykkere sendt til havn
Kronprins-parret taler dunder

Powered by Labrador CMS