Eurovision-favorit ramt af corona

Bandet Daði og Gagnamagnið, der repræsenterer Island i Eurovision, fik kedelige nyheder onsdag

Sådan her kommer det ikke til at se ud torsdag aften, når Island skal optræde i Eurovision. Det bliver nemlig en videooptræden. Foto: Patrick Van Emst/AFP
Udgivet Opdateret

Når Island torsdag aften skal forsøge at overbevise Europa om, at de skal have en plads i finalen i Eurovision, bliver det ikke med den planlagte liveoptræden.

I søndags fik et medlem af den islandske delegation en positiv coronatest og sendte hele holdet i karantæne og til yderligere monitorering og test.

Og onsdag ramte så uheldet et af bandmedlemmerne fra gruppen Daði og Gagnamagnið.

Og det betyder, at det islandske hold ikke kommer til at gå på scenen i Rotterdam Ahoy i semifinalen torsdag, og heller ikke i lørdagens finale, hvis de bliver stemt videre dertil.

Live-on-tape

I stedet vil de optræde via såkaldt live-on-tape, der nåede at blive optaget i sidste uge, inden coronavirusset ramte det islandske hold.

– I tæt samarbejde med EBU (European Broadcasting Union, red.) og broadcasteren, har Daði og Gagnamagnið taget den vanskelige beslutning at trække sig fra dets optræden i dette års live Eurovision Song Contest shows, fordi de kun vil optræde sammen som en gruppe.

Island har længe været en af favoritterne hos bookmakerne til en sejr, men det er ikke helt udelukket, at de stadig kan hive den hjem.

– Deres sang vil fortsat være i konkurrencen, og vi vil i stedet vise deres prøve, der blev optaget den 13. maj, lyder det i en pressemeddelelse.

I tirsdagens semifinale optrådte Australien også live-on-tape, da rejserestriktioner forhindrede landets deltager i at være fysisk til stede. Deres vinderbud gik ikke videre til finalen.

I torsdagens semifinale skal Danmark også dyste om en finaleplads med sangen “Øve os på hinanden”, som duoen Fyr Og Flamme står bag.

Powered by Labrador CMS