Fejl på din bon? Så kan du tjene kassen

Opdager du en fejl på din bon, så kan du tjene mange penge.

Udgivet Opdateret

Du kender det sikker godt; du er nået hjem og kigger tilfældigvis på bonen fra supermarkedet. Og opdager, du har betalt for meget for den vare, du netop troede, du havde købt på tilbud.

Men nu er der håb – ikke bare for at få pengene tilbage, men også for at gøre en klækkelig besparelse på næste indkøb.

Sådan bliver det fremover – i hvertfald i én supermarkedskæde.

Irma tager et nyt middel i brug for at undgå, at kunderne kommer til at betale en anden pris, end den der står ved varen.

Fremover får kunderne en voucher – en kupon – der giver 10 procent rabat på hele det næste køb i butikken.

Det betyder, at hvis man kommer til at betale for meget for en vare, så får man mere end normal kompensation ved næste køb.

Irriterende kiosk-kø

Initiativet kommer efter, at en undersøgelse fra Forbrugerrådet Tænk har vist, at hver 4. kunde siger, at de hyppigt oplever prisfejl i supermarkedet. En analyse som You Gov lavede for dagbladet BT i februar i år viste, at færrest oplever fejl i Irma.

– Vi har jo alle prøvet at opdage en fejl – og får så at vide, man skal stille sig i kø i kiosken. Det er irriterende, siger Søren Steffensen, direktør i Irma, til Newsbreak.dk.

Nu henvender man sig blot med det samme, får de for meget betalte penge tilbage og sin voucher. Noget, du første kunder allerede ifølge Søren Steffensen har taget rigtig godt imod.

– Ganske vist kommer vi som regel bedst ud, når prisfejl bliver testet i forskellige sammenhænge. Men vi ved også, at det er noget af det, der irriterer vores kunder allermest. Og fejl kan ske for selv den bedste. Når det sker, er vi glade for, at blive gjort opmærksomme på det, så vi kan blive endnu bedre. Det er derfor, at kunden altså nu får en kompensation, der kan mærkes – af både kunden og os, siger Søren Steffensen.

Side-effekt

Der er også en side-effekt hos Irma selv – allerede nu er medarbejderne mere opmærksomme på eventuelle fejl, og de bliver hurtigere rettet.

– Det gør os skarpere, som direktøren udtrykker det.

Den nye ordning er trådt i kraft, og gælder i alle 69 Irma-butikker.

På spørgsmålet om, hvorfor rabatten først gælder ved næste køb, siger Søren Steffensen:

– Det giver kunderne den fordel, at de så at sige selv kan tilrettelægge, hvor stor en rabat i kroner, de ønsker. Og for os er fordelen, at vi ser kunden igen.

Powered by Labrador CMS