Direktør slipper for fængsel efter vanvids-kørsel

Til gengæld skal han udføre ulønnet samfundstjeneste

Udgivet Opdateret

En 60-årig direktør fra Skærbæk-egnen er blevet dømt for vanvidskørsel, skriver jv.dk.

Han mister således kørekortet i tre år, og hans varebil er blevet konfiskeret. Til gengæld slipper direktøren for at ryge 20 dage i brummen, hvis han udfører 40 timers ulønnet samfundstjeneste.

Direktøren kom blæsende med 114 km/t i et industrikvarter i Hobro, hvor han kun måtte køre 50 km/t.

En af politiets fotovognene blitzede manden.

Troede jeg var ude af byen

- Jeg mener ikke selv, at jeg kørte så stærkt. Det havde jeg ikke opfattelse af. Jeg troede, at jeg var ude af byen. Området bar ikke præg af, at man var inde i en byzone, har manden tidligere forklaret i retten, skriver jv.dk.

Retten undlod at sende manden i fængsel, fordi hastighedsoverskridelsen ikke skete i et tæt bebygget område.

Sådan defineres vanvidskørsel

Vanvidskørsel omfatter følgende forseelser begået under kørsel:

Uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder (straffelovens § 241, 2. pkt.)

Uagtsom forvoldelse af betydelig skade på nogens legeme eller helbred under særligt skærpende omstændigheder (straffelovens § 249, 2. pkt.)

Forsætlig forvoldelse af nærliggende fare for nogens liv eller førlighed (straffelovens § 252, stk. 1),

Særlig hensynsløs kørsel (færdselslovens § 118, stk. 10),

Kørsel med en hastighedsoverskridelse på mere end 100 pct. ved kørsel med over 100 km i timen,

Kørsel med en hastighed på 200 km i timen eller derover

Spirituskørsel med en promille over 2,00.

Loven medfører således, at der er tale om vanvidskørsel, hvis bilen føres af en spirituspåvirket person eller med f.eks. 101 km/t i byzone eller 181 km/t på landeveje eller 201 km/t på motorveje.

Powered by Labrador CMS