Nyt om tragisk flystyrt

To er døde, og to er på Rigshospitalet efter flystyrt på Fur, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.

Udgivet Opdateret

Et mindre fly er styrtet ned på Fur, og i den forbindelse er to døde, mens to er blevet fløjet til Rigshospitalet med helikopter.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi, der ikke på nuværende tidspunkt kan sige, hvordan ulykken præcist skete.

Vagtchef ved Midt- og Vestjyllands politi Ole Vanghøj oplyser klokken 00.30 natten til mandag, at skaderne hos de to overlevende er alvorlige. Ifølge Ekstra Bladet er der tale om brandsår.

Selvom politiet ikke har villet udtale sig om ulykken, så har ejeren af flyvepladsen, Poul-Erik Haubo, en helt klar teori om, hvad der er sket. Det oplyser han til Newsbreak.dk.

– Han er startet i medvind. Han har nærmest ingen højde nået, men en nabo har fortalt mig, at han har forsøgt at dreje flyet, men så styrtede han og ramte et træ. Der hænger flyet endnu, sagde han til Newsbreak.dk kort før klokken 17 søndag.

Poul-Erik Haubo fortalte også, at pladsen vrimlede med redningsfolk, ambulancer, to helikoptere og politi. Det er ifølge ham den første ulykke, der nogensinde er sket på Fur Flyveplads i de 27 år, han har ejet den.

– Vi er meget berørt og meget kede af det, siger han.

Politiet undersøger

Politiet kender endnu ikke til de nærmere omstændigheder omkring flystyrtet. Til Ekstra Bladet oplyser vagtchef Carsten Henriksen søndag aften, at det skal undersøges i løbet af aftenen.

Politiet oplyser natten til mandag, at de pårørende er blevet underrettet.

Anmeldelsen om flystyrtet indløb lidt over 16.00.

Ifølge TV Midtvest er de to omkomne kvinder, mens de to overlevende er mænd, og den ene af mændene er flyets pilot. Ulykken skete ifølge mediet under starten af flyvningen.

TV Midtvest skriver, at de fire personer havde været på Fur hele dagen og formentlig var på vej hjem.

– Da vi kommer frem, finder vi to, der er dræbt. De sidder i flyet. Vi finder to, som sidder uden for flyet. De er i gang med at blive behandlet, og de er efterfølgende blevet fløjet til Rigshospitalet i København, hvor de bliver behandlet for deres skader, siger, Poul Vestergaard-Lau, vicepolitiinspektør hos Midt- og Vestjyllands Politi, til TV Midtvest.

Powered by Labrador CMS