Meldte bil stjålet: Sigtet som flugtbilist

En bilist lavede en tvivlsom overhaling og endte med en sigtelse

En bilist er nu sigtet for at stikke af fra et uheld efter han meldte sin bil stjålet.
En bilist er nu sigtet for at stikke af fra et uheld efter han meldte sin bil stjålet.
Udgivet Opdateret

En 46-årig mand fra Holbæk ringede til politiet for at melde sin bil stjålet, men det viste sig, at politiet allerede havde interesse for den. 

Da manden ringede, skulle politiet nemlig til at tage kontakt til ham. 

Onsdag morgen var der sket et sammenstød på Omfartsvejen i Holbæk, da en bilist forsøgte at overhale.

Da bilisten ville trække tilbage i sin egen vognbane, ramte han dog en anden bil med en 36-årig kvinde.

Var blevet stjålet

Bilisten fortsatte videre, mens en tilfældig patrulje kom kvinden til undsætning. 

Her fandt politiet ud af, at den flygtende bilist havde besøgt en vaskehal, hvorfra betjentene kunne få bilens registreringsnummer. 

Da bilisten ringede for at melde sin bil stjålet, var politiet derfor klar over, at der var god grund til at tro, at den 46-årige bilist brugte bilen i den periode, hvor han påstod, at den var stjålet. 

Han blev sigtet for falsk anmeldelse, og for at være flygtet fra et færdselsuheld, hvilket han nægtede.

Nu vil politiet undersøge sagens akter nærmere, for at finde ud af, hvad der er op og ned.

Ingen kom noget til ved påkørslen, men den 36-årige kvindes bil fik en bule. 

Powered by Labrador CMS