Sparket til døde med sikkerhedssko

Vestre Landsret stadfæster dom på seks års fængsel i sag om dødsvold i Salten i Midtjylland

Udgivet Opdateret

Knytnæveslag i ansigtet, slag med et bræt, kvælertag og spark med sikkerhedssko indgik som dele i den brutale vold, der 14. juni 2020 kostede 49-årige Jesper Paludan Lindgaard livet.

I sit hjem i Salten i Midtjylland blev han opsøgt af to mænd, som tævede ham til døde. 

Begge blev i byretten idømt seks års fængsel for vold med døden til følge.

Her blev den dræbte fundet.
Her blev den dræbte fundet.

Den ene, 49-årige Svend Erik Sauning Jørgensen, valgte at anke byretsdommen til Vestre Landsret, og her er der onsdag faldet dom. 

Landsretten har stadfæstet dommen fra byretten, oplyser Statsadvokaten i Viborg på Twitter.

Ankede

I byretten blev René Godskesen også dømt for vold med døden til følge. 

Han valgte i modsætning til Svend Erik Sauning Jørgensen at acceptere byretsdommen.

Vold med døden til følge straffes væsentligt mildere end drab, selv om der i begge typer sager er tale om dødsfald som følge af en voldelig handling.

Endelig afgjort

Forskellen er imidlertid, at i sager om vold med døden til følge kan dødsfaldet ikke tilregnes gerningsmanden. 

Det sker utilsigtet, i modsætning til en drabssag, hvor gerningsmanden i et vist omfang accepterer risikoen for at offeret vil dø, eller måske endda ligefrem ønsker offeret død.

Landsretsdommen kan ikke ankes, og sagen er dermed endeligt afgjort.

§ 244-247 i Straffeloven

Straffeloven har to forskellige paragraffer for voldssager, og derudover to paragraffer, der kan give strafforøgelse. Paragraf 244 er den mildeste af de to – den omfatter der, der også i nogle tilfælde bliver omtalt som simpel vold. Paragraf 245 omfatter vold af særligt rå, brutal eller farlig karakter – det bliver i nogle tilfælde omtalt som grov vold. Paragraf 246 og 247 handler om vold under slærpede omstændigheder. Du kan se den fulde ordlyd af de fire paragraffer her.

  • § 244. Den, som øver vold mod eller på anden måde angriber en andens legeme, straffes med bøde eller fængsel indtil 3 år.
  • § 245. Den, som udøver et legemsangreb af særligt rå, brutal eller farlig karakter eller gør sig skyldig i mishandling, straffes med fængsel indtil 6 år. Har et sådant legemsangreb haft betydelig skade på legeme eller helbred til følge, skal dette betragtes som en særligt skærpende omstændighed.
  • § 246. Har et legemsangreb omfattet af § 245 eller § 245 a, været af en så grov beskaffenhed eller haft så alvorlige skader eller døden til følge, at der foreligger særdeles skærpende omstændigheder, kan straffen stige til fængsel i 10 år.
  • § 247. Begås nogen af de lovovertrædelser, der er nævnt i §§ 244-246, af en person, der tidligere er dømt for forsætligt legemsangreb eller for en forbrydelse, der har været forbundet med forsætlig vold, kan straffen forhøjes med indtil det halve.Stk. 2. Det samme gælder, når en lovovertrædelse som nævnt i §§ 244-246 begås over for en person, der efter karakteren af sit arbejde er særligt udsat for vold.

Kilde: Retsinformation.dk

Powered by Labrador CMS