Spritstiv bilist brager gennem husmur

En mand i 40'erne er blevet indlagt, efter at han på Bornholm kørte sin bil gennem en husmur

Udgivet Opdateret

En mand i 40'erne er blevet indlagt, og en familie har fået sig noget af et chok.

Det sker i forbindelse med, at manden natten til lørdag kørte sin bil delvist igennem familiens husmur på Stavsdalsvej på Bornholm.

Det fortæller Mikkel Brochorst, som er vagtchef ved Bornholms Politi.

Han oplyser, at politiet fik anmeldelsen fra familien, som bor i huset, omkring klokken 02.00 natten til fredag.

Gennem ydermur

Manden i 40'erne var kørt ind i husets ydermur, og bilen havde penetreret ind til husets inderside.

- Det var meldingen, at en personbil havde påkørt facaden på et hus og holdt omme ved baghaven. Vi sender patruljer derud, hvor vi træffer, hvad vi antager, er føreren af køretøjet, som er spirituspåvirket, og han bliver anholdt og kørt til hospitalet, siger Mikkel Brochorst.

- Han havde flere forskellige frakturer, og så blødte han kraftigt fra ansigtet.

Over det tilladte

Vagtchefen fortæller, at manden fik en alkometertest, der antydede, at hans alkoholniveau var over det tilladte.

Han skal nu have taget en blodprøve, som skal give et bedre billede af mandens spirituspåvirkning. Det er kutyme, når politiet anholder mistænkte spiritusbilister.

Hul ind i huset

Brochorst fortæller, at der efter færdselsuheldet var hul fra gaden ind i huset.

- Der var hul direkte ind til indersiden af huset. Så vi måtte have brandvæsnet ud og lave noget afstivning og noget afdækning, så det var sikkert på selve facaden, siger han.

Han fortæller desuden, at den anholdte mand ikke er blevet afhørt endnu.

- Han har ikke været egnet til afhøring endnu. Vi har lavet vores indledende undersøgelser og har taget nogle prøver fra bilen, og så må det videre forløb blive undersøgt, lige så snart vi kan komme til at tale med ham, siger Mikkel Brochorst.

Politiet måtte natten til fredag rykke ud til en familie på Bornholm, der ringede og fortalte, at en bilist var kørt igennem deres husmur. (Arkivfoto).
Politiet måtte natten til fredag rykke ud til en familie på Bornholm, der ringede og fortalte, at en bilist var kørt igennem deres husmur. (Arkivfoto).

Familie uskadt

Familien, som bor i huset, er ikke kommet noget til.

- De var selvfølgelig chokerede. Det var dem, som ringede og anmeldte det til politiet, siger vagtchefen.

BORNHOLMS POLITI

Bornholms Politi dækker Bornholm og øgruppen Ertholmene.

Bornholms Politi ledes fra Politigården i Rønne, hvor omkring 100 medarbejdere arbejder.

Bornholms Regionskommune har et befolkningstal på ca. 40.000, en kyststrækning på 158 km og et areal på 588 km2. Øen ligger 146 km fra København, 37 km fra Sverige, 88 km fra Tyskland og 90 km fra Polen.

Bornholm besøges af ca. 600.000 turister hvert år, og turisterhvervet betyder meget for det bornholmske samfund. I store træk er Bornholms nordlige kystlinje kendetegnet ved en stor forekomst af klipper og sten, mens den sydlige kystlinje skifter mellem stenstrand og meget fine sandstrande.

Farvandet i Østersøen har en stor trafik af kommercielle fartøjer og i en vis udstrækning af lystfartøjer. Farvandet mellem Bornholm og Sverige er således et af verdens mest trafikerede stræder.

Kilde: Bornholms Politi
Powered by Labrador CMS