Kæmpe forløsning efter ni år

Danseren Michael Olesen og modellen Joan Divine har fået et barn. I ni år har de forsøgt at blive forældre

Vild med dans-stjernen Michael Olesen og glamourmodellen og fotografen Joan Divine har fået et barn efter mange års kamp for at blive forældre. (Arkivfoto)
Vild med dans-stjernen Michael Olesen og glamourmodellen og fotografen Joan Divine har fået et barn efter mange års kamp for at blive forældre. (Arkivfoto)
Udgivet Opdateret

Vild med dans-stjernen Michael Olesen og hans kæreste, fotograf og glamourmodel Joan Divine, er jublende lykkelige.

De er nemlig efter mange års intens kamp blevet forældre for første gang.

Det fortæller Michael Olesen på Instagram, hvor han har delt et billede af den lille dreng.

- Den 22/7 blev en helt anden dag end vi havde regnet med, skriver Michael Olesen og fortæller videre om sønnens kampvægt og størrelse.

- Der var en helt ubeskrivelig og overvældende kærlighed ved første blik - og vi er evigt taknemmelig og nu vil vi bare nyde vores lille kærlighedsboble os tre, skriver han.

Har forsøgt i ni år

Dermed er en kæmpe drøm gået i opfyldelse.

I ni år har Joan Divine og Michael Olesen forsøgt at blive gravid, men trods flere forskellige behandlinger tilsmilede lykken ikke parret.

Det tog hårdt på dem. I 2016 beskrev Joan Divine åbenhjertigt, at projekt baby havde taget pusten fra hende, og derfor opsøgte hun sin læge.

- Da han så spurgte, om jeg var deprimeret, sagde jeg ja. Kun på grund af projekt baby, som ikke vil lykkes, skrev hun i et blogindlæg på joandivine.dk.

Gav op

Tre år senere - i 2019 - valgte parret helt at opgive drømmen om at blive forældre.

Efter 15 mislykkedes forsøg med fertilitetsbehandling kastede Joan Divine og Michael Olesen håndklædet i ringen.

Men flere følgere på de sociale medier havde rådet parret til at prøve en fertilitetsklinik i Rusland.

Parret blev enige om at give det et forsøg.

De ville fortryde, hvis de ikke gjorde det.

Og her lykkedes det endeligt.

Jublede over graviditet

Under titlen "Den bedste gave man kunne ønske sig" skrev Joan Divine efterfølgende på sin blog:

- Det hele er stadig så uvirkeligt, tænk engang, at det vi har drømt om så længe endelig er sket for os, skrev jublede hun i indlægget, som blev udgivet i februar.

På Instagram sendte Michael Olesen en hyldest til sin gravide kæreste.

- Det er så vildt at kunne sige det - specielt efter ni år fyldt med så mange fertilitetsbehandlinger. Så mange år, hvor livet virkelig bare har testet vores kærlighed, styrke, positivitet og meningen med det hele.

- Tak skat, fordi du er det sejeste menneske, jeg kender. Du har ofret så meget og vist en helt umenneskelig styrke igennem alle disse år. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at du bliver den mest fantastisk mor, jublede Michael Olesen i et opslag.

Model og danser

42-årige Joan Divine har tidligere arbejdet som playboymodel, mens 38-årige Michael Olesen er uddannet civilingeniør fra Danmarks Tekniske Universitet.

Han har gennem adskillige sæsoner været blandt de professionelle dansere i underholdningsprogrammet "Vild med dans".

I den seneste sæson af programmet deltog Michael Olesen sammen med dansktopsangerinden Hilda Heick, mens han vandt programmet sammen med skuespillerinden Sofie Lassen-Kahlke i 2017.

Powered by Labrador CMS