Politi overså Bettinas lig ved ransagning på Møn

29-årig mand nægter sig skyldig i voldsomt drab på sin kæreste. Liget havde 97 skader.

Udgivet Opdateret

Ved en ransagning i Stege tilbage i november 2017 overså politiet, at der lå et lig gemt i ejendommen på Klintevej. Liget var 34-årige Bettina Olsen, som på det tidspunkt var meldt savnet. Først en lille uge senere fandt politiet ved en ny ransagning Bettina Olsen. Hun lå gemt under nogle madrasser på en hems. Dræbt, mener anklagemyndigheden.

Oven på madrasserne lå et bordtennisbord delt i to.

Anklagerfuldmægtig Ulrik Birk fortæller torsdag ved Retten i Nykøbing Falster, at det var den mand, som nu sidder anklaget for at have dræbt Bettina Olsen, der fortalte politiet, hvor liget lå.

Ved torsdagens retsmøde nægter han sig skyldig i drab. Men han erkender at have gemt liget af vejen og dermed gjort sig skyldig i usømmelig behandling af lig. Hvorvidt Bettina Olsens død var et drab, det skal retten tage stilling til. Men det ligger fast, at hun har lidt en voldsom død.

Virkelig godt gemt

På Facebook og i kommentarsporet hos flere medier vakte forløbet omkring eftersøgningen tilbage i 2017 en del forargelse og undring, for hvorfor skulle der gå en hel uge med en omfattende eftersøgning rundt om på Møn, hvis der hele tiden har ligget et lig i den forsvundne kvindes lejlighed?

Men midt i beskyldningerne om dårligt politiarbejde kom Bettina Olsens fætter med en udtalelse til lokalavisen Sjællandske.

Brian Arnsfeldt Hansen, der har været kontaktperson for familien og som har stået i spidsen for den store eftersøgning, har nemlig intet at udsætte på politiets arbejde, understreger han.

– Jeg har selv været i de lokaler to gange, efter hun forsvandt. Den torsdag, vi efterlyste hende, var vi fire personer derinde. To timer før politiet kom og fandt hende i fredags, havde vi været tre inde for at finde tøj eller andre ejendele, som hunde måske kunne bruge til at få færden af hende. Ingen af gangene opdagede vi hende. Hun må have været godt gemt. Ellers havde vi jo fundet hende, forklarer fætteren, der samtidig takker for den store folkelige opbakning i forbindelse med eftersøgningen.

Voldsomme skader

Obduktionserklæringen viser, at retsmedicinerne fandt 97 skader på hendes lig. Blandt andet en brækket skulder og en brækket ryghvirvel. Derudover havde hun en snørefure på halsen. Den stammer ifølge anklagemyndigheden fra, at Bettina Olsen blev snøret fast til nakkestøtten i sin bil.

Men sådan foregik det slet ikke, lyder det fra den tiltalte, som torsdag formiddag forklarer sig i retten. Ifølge ham sov de to sammen. De var kærester, omend de havde et turbulent forhold. Om morgenen vågnede han – Bettina lå ved siden af. Kold.

Han forsøgte at genoplive hende, siger han. Men han ringede ikke efter hjælp. Afhøringen af den tiltalte fortsætter, og efterfølgende skal flere vidner afhøres i sagen. Efter planen kommer sagen til at vare fem dage, før der afsiges dom.

Nægter

Det fortæller den 29-årige mand, der er tiltalt for drabet på Bettina Olsen, sagde torsdag i Retten i Nykøbing Falster, at Bettina ikke blev dræbt. Hendes mange skader stammer ikke fra vold eller lignende, men fra en bilulykke, forklarede den 29-årige.

I bilen på vej hjem fra en indkøbstur blev den tiltalte og Bettina Olsen uvenner. Den 29-årige forklarede torsdag i retten, at Bettina Olsen flere gange forsøgte at hoppe ud af bilen, fordi den tiltalte kørte “rimelig vildt”.

Det fik den tiltalte til at binde Bettina Olsen fast til passagersædet med snor. De skader, som blev fundet på Bettina Olsens lig, kom ifølge den tiltalte fra bilulykken, men også fra nogle løse briketter, der lå i bilen og fløj rundt.

– Bettina ville ikke på sygehuset, fordi hun nogle dage inden havde været på sygehuset, så vi kørte hjem til hende, fortalte den tiltalte.

Tiltalte nægter at have bundet snoren om den forurettedes hals i bilen, men forklarer at snoren kun blev bundet om kroppen. Han nægter sig skyldig i drab, men erkender usømmelig behandling af lig.

Powered by Labrador CMS