Uden corona og abekopper

Efter to år med glippede festivaler slår Jelling Musikfestival dørene op og markerer begyndelsen på sæsonen

Udgivet Opdateret

Sommeren 2020 var på grund af corona lige til glemmebogen for de danske festivaler, og 2021 blev trods store forhåbninger igen præget af restriktioner.

Men i år skulle den være god nok.

Onsdag slår Jelling Musikfestival dørene op, og dermed indledes den første rigtige festivalsæson siden corona for alvor med overnatning i telte og fællessang med tusindvis af stemmer.

Samtidig står det klart, at mange festivaler og koncerter vil få flere debutanter end sædvanligt - et forhold, der ifølge Tivoli dette forår har været medvirkende til en del problemer ved havens Fredagsrock-arrangementer.

Her ses en åbning af festivalpladsen på Roskilde Festival 2017, længe inden at coronapandemien begyndte.
Her ses en åbning af festivalpladsen på Roskilde Festival 2017, længe inden at coronapandemien begyndte.

Hos Dansk Live, som er interesseorganisation for spillesteder og festivaler, er der opmærksomhed på de mange nye festivalgæster. Men det fører ikke umiddelbart til bekymring.

- Det er vigtigt at huske, at det, der skete i Tivoli, var enkeltstående begivenheder, siger Esben Marcher, sekretariatschef for Dansk Live.

- Men det er klart, at der er en generation, som ikke har været på festival og vil være debutanter i år, og den vil være større end i normale år.

- Sikkerheden er en topprioritet hos de danske festivaler, og man tager det med ind i arbejdet med publikumssikkerhed, fortsætter sekretariatschefen.

Opsøgende dialog

Han forklarer, at det blandt andet handler om at have en opsøgende dialog med det publikum, som ser ud til at vende tilbage i stor stil.

- Det er tydeligt her på bagkant af corona, at festivalerne har stor interesse både fra publikum og medier, siger Esben Marcher.

Ikke en faktor

Sidste år valgte festivaler som Roskilde Festival, Smukfest og Northside alle at aflyse deres normale udgaver, da det i maj stod klart, at der fortsat ville være restriktioner for arrangementerne.

Men i år regner man ikke med, at corona bliver en meget afgørende faktor.

- Corona er ikke en bekymring hos publikum. Men det er selvfølgelig noget festivalerne tager med i deres crowd management, siger Esben Marcher og peger blandt andet på, at der vil være langt mere udbredt brug af håndsprit.

Abekopper bekymrer ikke

Esben Marcher melder i øvrigt, at man ud fra en dialog med sundhedsmyndighederne ikke er bekymret for, at sygdommen abekopper skulle præge den kommende sæson.

Duran Duran, MØ og The Minds of 99 er blandt hovednavnene til Jelling Musikfestival, som løber fra onsdag til lørdag.

Festivalen samler normalt omkring 35.000 gæster og 5000 frivillige.

Powered by Labrador CMS