Bilist sigtet for at køre hundelufter ned

En 39-årig mand ventes at overleve trods alvorlige kvæstelser, efter at han blev kørt ned onsdag aften.

Godt tre kvarter efter en ulykke i Faxe kunne betjente anholde en 56-årig mand, der nu er sigtet for at have påkørt hundelufter. (Genrefoto) Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix
Udgivet Opdateret

En 39-årig mand var onsdag aften ude at lufte to hunde, da han blev kørt ned af en bil på Ny Strandvej i Faxe.

Han blev livsfarligt kvæstet, og bilisten flygtede fra stedet. Det lykkedes dog politiet at finde frem til føreren af bilen takket være vidner, oplyser Lars Denholdt, vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

– En bilist kører over en rabat og ind på cykelstien på Ny Strandvej, hvor en mand går med to hunde. Manden bliver ramt frontalt, og efter ulykken blev han overflyttet til Rigshospitalet, siger Lars Denholdt.

– Den seneste melding er, at man forventer, at han overlever. Hans tilstand er kritisk, men stabil.

Manden fik ved påkørslen knoglebrud og indre kvæstelser.

Hund død

Den ene hund er uskadt efter ulykken, mens den anden er død.

Ulykken skete klokken 19.42. Ifølge politiets indledende efterforskning tyder det på, at bilisten var uopmærksom bag rattet.

Umiddelbart efter at have ramt den 39-årige mand holdt bilen stille et øjeblik, men forsvandt derefter fra stedet.

Vidner, som overværede påkørslen, kunne dog hurtigt lede politiet på sporet af flugtbilisten.

– Vi talte med vidner, som kunne fortælle om detaljer på bilen. Det fik os ledt frem til bilisten – en 56-årig mand fra Faxe, siger Lars Denholdt.

Manden blev anholdt klokken 20.35.

I grundlovsforhør

Den 56-årige mand bliver torsdag klokken 11.00 fremstillet i et grundlovsforhør ved Retten i Næstved. Her er han blandt andet sigtet for at have påkørt fodgængeren, for at køre med spiritus i blodet og for at være flygtet for stedet.

Den 39-årige hundelufter er fra lokalområdet.

Powered by Labrador CMS