Her får fly fra Storbritannien ikke lov til at lande

Den hollandske regering standser alle fly fra Storbritannien efter fund af britisk coronamutation i landet.

Den hollandske regering har forbudt alle flyvninger ind i landet fra Storbritannien indtil 1. januar. (Arkivfoto) Foto: Simon Dawson/Reuters
Udgivet Opdateret

Den hollandske regering har natten til søndag standset alle flyvninger ind i landet fra Storbritannien indtil 1. januar.

Årsagen er, at de hollandske sundhedsmyndigheder har registreret et smittetilfælde med en ny variant af coronavirus ved navn N501Y, der lige for tiden cirkulerer i Storbritannien.

Forbuddet træder i kraft søndag klokken 06.

Det blev annonceret, få timer efter at premierminister Boris Johnson indførte hårde restriktioner i dele af Storbritannien for at inddæmme spredningen af den nye og mere smitsomme coronavariant.

– En smitsom mutation af covid-19-virusset cirkulerer i Storbritannien. Det siges, at det spreder sig nemmere og hurtigere, og at det er sværere at opdage, skriver Hollands sundhedsministerium i en meddelelse.

Et forsigtighedsprincip

Det Hollandske Institut for Sundhed, RIVM, anbefaler i den forbindelse, at “introduktionen af denne virusvariant fra Storbritannien begrænses så meget som muligt”.

Sundhedsministeriet oplyser, at beslutningen om at standse flyvninger er taget ud fra et “forsigtighedsprincip”. Det bliver stadig vurderet, om andre transportformer også skal stoppes.

Ifølge ministeriet blev den nye mutation af virusset opdaget i begyndelsen af december.

Eksperter er stadig ved at undersøge, hvordan smitten har fundet sted, og om der er andre smittede.

Den er mere smitsom

Britiske eksperter sagde lørdag, at den nye coronavariant ifølge de foreløbige undersøgelser kan være 70 procent mere smitsom.

Ifølge Patrick Vallance ses den nye variant af coronavirus for tiden i over 60 procent af alle smittede i London. For en måned siden var det kun i hvert fjerde nye tilfælde.

Der er nu sat et hastearbejde i gang for at kunne bekræfte, at den nye variant ikke medfører en højere dødelighed.

Coronavarianten N501Y er blevet påvist ni gange i Danmark. Statens Seruminstitut har tidligere sagt, at intet tyder på, at den er alvorlig.

Ifølge BBC er forbuddet gældende til mindst den 1. januar. BBC skriver derudover, at WHO og repræsentanter for de britiske myndigheder er i kontakt, hvad den nye variant angår.

Der er dermed udsigt til, at WHO opdaterer medlemslande om nyt om varianten, når man ved mere om den og konsekvenserne af dens eksistens.

Powered by Labrador CMS