Hiphop-konge fylder rundt

Rapperen Snoop Dogg har i årtier begejstret hiphopfans med en omfattende produktion, men også haft sine kvaler med politiet. Den 20. oktober fylder han 50 år

Der er kommet grå stænk i skægget, men Snoop Dogg er stadig aktiv med både musik, film og tv. (Arkivfoto)
Der er kommet grå stænk i skægget, men Snoop Dogg er stadig aktiv med både musik, film og tv. (Arkivfoto)
Udgivet Opdateret

Det er de færreste gangsterrappere, der rent faktisk praktiserer, hvad de prædiker i tekster spækket med pistoler, mord og bjerge af euforiserende stoffer.

Men selv om Snoop Dogg, der fylder 50 år onsdag 20. oktober, er opkaldt efter noget så uskyldigt som tegneseriefiguren Nuser, har han gennem hele karrieren haft små og store udeståender med loven.

Trods gode karakterer i skolen blev han som ung indblandet i Los Angeles-banden Crips, som han siden åbenlyst har støttet ved at bære bandens blå klæder. Og kort efter high school røg Snoop, med det borgerlige navn Calvin Cordozar Broadus, et halvt år i fængsel for kokainbesiddelse.

Tilbagelænet stil

Ved siden af ulovlighederne indspillede Snoop i starten af 1990'erne freestylerap. Hiphopmusik havde årene forinden fået et stort gennembrud, og Snoop Dogg kom med på bølgen med et frugtbart samarbejde med producer og rapper Dr. Dre.

Snoop Dogg spillede en hovedrolle på dennes debutalbum, "The Chronic", og fik året efter selv enorm succes med debutudgivelsen "Doggystyle" fra 1993, som Dr. Dre producerede.

Hiphoppere verden over fik straks ørerne op for Snoop, der rappede langt mere tilbagelænet end branchefællerne og stod for en stil, der trak på soul og funk.

En joint i munden og en afslappet attitude har alle dage været en del af Snoop Doggs varemærke. (Arkivfoto)
En joint i munden og en afslappet attitude har alle dage været en del af Snoop Doggs varemærke. (Arkivfoto)

Musikken fik dog ikke den rappende køter til at holde snuden ude af snavset, og han blev i 1993 tiltalt i en mordsag. Rapperen kørte en bil, hvorfra hans livvagt skød et bandemedlem, men med hjælp fra stjerneadvokaten Johnnie Cochran blev begge frikendt.

Kæmpehittede

Strømmen af Snoop Dogg-udgivelser fortsatte til glæde for genrefanatikerne, som dog aldrig fik en plade, der matchede den første. I stedet ramte Snoop Dogg ved indgangen til det nye årtusinde en guldåre, som skulle forme hans fremtidige karriere.

Han medvirkede på Dr. Dre-hittet "The Next Episode", som blev et megahit også uden for det vanlige hiphop-publikum. 

Den brede succes syntes at begejstre Snoop, som i de følgende år mængede sig med popstjerner på en lang række hits.

Sammen med producer Pharrell indtog han hitlisterne med "Beautiful" og "Drop It Like It's Hot", og han har også samarbejdet med navne som Justin Timberlake, Katy Perry og Robyn.

Alsidig kunstner

Den musikalske midtsøgning er siden blevet ledsaget af utallige roller i film og tv-serier. Han har også stået bag tøjmærker, apps og sågar pornofilmproduktion.

Statussen som mangemillionær har dog ikke tæmmet trangen til unoder, og gennem hele livet har Snoop Dogg høstet straffe for især besiddelse af våben og hans faste følgesvend, marihuana.

Gangsterlivet er ikke desto mindre blevet så tilstrækkeligt borgerligt, at Snoop Dogg er blevet deltidsveganer og har kunnet træne sønnens football-hold.

Og til trods for, at rapperen efter eget udsagn drev rufferiforretninger i 2003-04, er han fortsat gift med gymnasiekæresten, Shante Taylor.

Rapperen rammer dansk jord med en koncert i København til februar.

Snoop Dogg

Snoop Dogg, eller bare Snoop, er en amerikansk rapper, sanger, pladeproducer, marihuana-aktivist, skuespiller og iværksætter. Snoop er bedst kendt som rapper i West Coast hip hop-scenen, og for at være en af Dr. Dres mest kendte protégés. Snoop Dogg var Crip bandemedlem mens han gik i high school. Kort efter eksamen, blev han arresteret for kokain-besiddelse og sad seks måneder i fængsel i Wayside County Jail. Hans musikkarriere begyndte i 1992 efter hans udgivelse hvor han blev opdaget af Dr. Dre. Han samarbejdede omkring flere tracks-numre på Dres solo debutalbum, The Chronic og på titelsangen til filmen Deep Cover.

Snoops debut album Doggystyle, blev udgivet i 1993 af Death Row Records hvor den lå som nummer 1 på både Billboard Hot 100 og R&B charts. Den solgte næsten en million kopier indenfor den første uge af udgivelsen, Doggystyle blev hurtigt certificeret med 4x platin i 1994 og affødte flere hit-singler, inklusiv "What's My Name" og "Gin & Juice". I 1994, udgav Snoop igennem Death Row Records et Soundtrack til kortfilmen Murder Was the Case, med ham selv i hovedrollen. I starten af 1996, blev Snoop Dogg renset for anklager omkring hans tidligere bodyguards mord på Philip Woldemariam i 1993. Hans andet album, fra slutningen af 1996 Tha Doggfather, debuterede også som nummer 1 på begge charts med Snoop's Upside Ya Head som hovedsinglen. Albummet solgte kun halvt så godt, og blev certificeret med dobbelt platin i 1997.

Tha Doggfather var hans sidste udgivelse for Death Row før han indgik kontrakt med No Limit Records, hvor han indspillede hans tre albummer. Da Game Is to Be Sold, Not to Be Told i 1998, No Limit Top Dogg i 1999 (blev det sidste album i 90'erne), og Tha Last Meal i 2000, hvilket var hans sidste No Limit Records album. Snoop indgik da kontrakt med Priority/Capitol/EMI Records i 2002, hvor han udgav sit album Paid tha Cost to Be da Boss. Bagefter indgik han kontrakt med Geffen Records i 2004 for hans næste tre albummer R&G (Rhythm & Gangsta): The Masterpiece, Tha Blue Carpet Treatment, Ego Trippin'. Hans nyeste udgivelser, hvilket var med Priority, var Doggumentary i Marts 2011 og Malice 'n Wonderland i 2009.

Udover musik, har Snoop Dogg også medvirket i film og har været vært i en række tv-shows: Doggy Fizzle Televizzle, Snoop Dogg's Father Hood og Dogg After Dark. Han trænede også et ungdoms-fodboldhold i ligaen og de lokale football-hold på high school. Han er løbet ind i mange juridiske problemer, hvoraf nogle gjorde at han blev nægtet indrejse i Storbritannien og Australien, selv om det britiske forbud senere blev vendt efter en lang juridisk kamp. Han er fætter til Nate Dogg, Daz Dillinger, RBX og Lil' ½ Dead og fætter til R&B-sangeren Brandy og Ray J. Fra september 2009 blev Snoop hyret af EMI som direktør for de genstartede Priority Records.

Kilde: Wikipedia
Powered by Labrador CMS