Advarer: Her skal du koge drikkevandet

Vand fra hanen skal koges, hvis det skal bruges til madlavning eller drikkevand, lyder det fra et forsyningsselskab

Fund af bakterier betyder, at drikkevandet fra et vandværk skal koges.
Fund af bakterier betyder, at drikkevandet fra et vandværk skal koges.
Udgivet Opdateret

Jordbakterier, som også er kendt som coliforme bakterier, er kommet i drikkevandet hos et vandværk, hvilket betyder, at der kan være en sundhedsrisiko ved at drikke vandet. 

Der er tale om vand fra Bogensø Vandværk i Kerteminde Kommune. 

Det skriver Fyens.dk.

Og risikoen er ikke kun til stede ved at drikke vandet.  Det samme gælder, hvis man bruger det til at børste tænder eller bruger det til madlavning. 

Advarer borgerne

For at undgå den mulige sundhedsrisiko har Kerteminde Forsyning sendt SMS'er til alle husstande i det ramte område, der har et telefonnummer tilkoblet. 

Derudover har en medarbejder fra forsyningen været ude med fysiske breve til husstandene. 

Mængden af bakterierne er dog lille, og derfor er risikovurderingen ikke sat højt. 

Nu skal en ny prøve afgøre, hvor forureningen stammer fra.

Coliforme bakterier

Coliforme bakterier omfatter en lang række forskellige bakterier, som opfører sig ens. De findes naturligt i jord, overfladevand og forrådnede planter – men som udgangspunkt ikke i drikkevand (mængden kan typisk ikke påvises med den krævede metode og må derfor ikke kunne påvises).

Tilstedeværelse af coliforme bakterier i drikkevandet tyder derfor på en forurening – typisk fra overfladevand.

Coliforme bakterier er som regel ikke sygdomsfremkaldende i sig selv, men øger sandsynligheden for, at der også findes sygdomsfremkaldende bakterier i vandet, idet de trives de samme steder.

Samtidig med analyse for coliforme bakterier analyseres for E.coli (se denne).

Coliforme bakterier kan fjernes – eksempelvis ved kogning, men årsagen skal findes.

Må ikke forekomme i drikkevand, men i praksis må der være op til 20 stk. pr. 100 ml. inden kommunen/embedslægen skrider ind med kogeanbefaling.

Derfor skal fund af coliforme bakterier opfattes som en alarm og årsagen skal findes.

Erfaringer viser, at alle vandforsyninger har coliforme bakterier i systemet, men ved alm. stikprøvekontrol påvises disse sjældent på grund af det lave indhold.

Vandværker kan indføre egenkontrol med testsæt for coliforme bakterier.

Kilde: Vandguiden.dk
Powered by Labrador CMS